At opleve verden på to hjul bliver mere og mere populært. Det siger både Naturstyrelsen i Danmark og projektleder for cykelturisme hos Turistrådet Västsverige. Gode cykelfaciliteter og turistvenlige cykelpakker i Sverige gør det nemt for danskere at komme afsted. Vestsverige er et slaraffenland for familier, for naturen er varieret med naturskønne og velskiltede cykelspor.

Naturstyrelsen meldte tidligere i år om øget trafik på mountainbikesporene i de danske statsskove. Mange idrætsanlæg og fitnesscentre stod tomme det meste af 2020, men til gengæld var der godt gang i MTB- sporene. Det har tal fra Naturstyrelsen vist, der med automatiske tællere i danske skove kan følge udviklingen. I Vestsverige oplever man en lignende øget interesse for cykling:

”Vi oplever en stigende interesse for cykling og cykelferie og for at komme rundt på to hjul, ikke mindst hos familier. Naturen i Vestsverige indbyder da også til cykling i alle aldre – det ligger i områdets DNA. Vi er stolte af vores cykelmuligheder og forbedrer hele tiden, så cykelpaletten matcher ønskerne. Nyt er, at det populære Hotel Lassalyckan lige har slået dørene op for 11 nye hotelværelser med mulighed for egen forplejning”, siger projektleder for cykelturisme hos Turistrådet Västsverige, Henrik Linneros.

Cykelsporene i Vestsverige snor sig gennem skov, langs søer, over marker og bjerge og videre ind i hyggelige landsbyer. Mange kombinerer aktive cykeldage med behagelig indkvartering og velsmagende mad. Og cykling dyrkes ikke kun om sommeren. Sensommeren og efteråret giver køligere luft men ofte høj sol og et landskab klædt i rødt, gult og brunt. Det er oplagt at pakke familien sammen i forlængede weekender eller i efterårsferien og tage til Vestsverige med cyklerne i bilen.

Herunder giver vi et indblik i nogle af de mange muligheder, hvis du kunne tænke dig at tage på cykelferie i Vestsverige.

 

Vestsverige

 

Ulricehamn / Lassalyckan: For familier og elite

Lassalyckan i Ulricehamn har fremragende MTB-spor. Der er 4 forskellige på mellem 3 og 15 kilometer, markeret i forskellige farver, så det er nemt at finde sit spor og sin rute. Der er både kuperede og tekniske udfordringer og lettere spor.

Området er som certificeret Vasaloppscenter ideelt, for kravene til træningsfaciliteter er i top, både hvad gælder skiløb, løb og mountainbike (det berømte Vasalopp gennemføres i alle 3 discipliner). Endvidere giver et populært pumptrack-spor på Lassalyckan området adrenalinsus.

Det er Ulricehamns Cykelklubb, der i samarbejde med Ulricehamn kommune har opført pumptrack-sporet, som både øvede og begyndere benytter. Pumptrack er en cykelart, hvor man på en “pumpende” måde arbejder cyklen op og ned på en kuperet og varieret bane. Her benyttes både BMX-cykel og mountainbike. Banen er åben 24 timer i døgnet, alle årets dage og er helt gratis at bruge.

 

Cykelpakke gør det nemt

Cykelpakker, hvor alt er indtænkt, gør cykelferien i Vestsverige ekstra nem. Her kombineres indkvartering med rygsæk, der indeholder mad, vand og kaffe. Typisk kan en sådan cykelpakke også indeholde en 2- retters middag og måske et glas vin samt morgenbuffet. På Hotel Lassalyckan, som tilbyder en sådan cykelpakke, er der herudover adgang til fitness, afslapning og sauna.

Indkvarteringen ligger klos op ad sporene. I 2021 har Hotel Lassalyckan desuden slået dørene op for 11 nye lækre hotelværelser med mulighed for egen forplejning.

En nyåbnet XCC-butik på Lassalyckan med salg er også et plus. Det er en niche-butik med fokus på cykling, løb og skiløb.

 

Vestsverige

 

Skövde/Billingen: Cykel, skateboard, løbehjul og inliners

Også i området Skövde/Billingen er cykelmulighederne gode og forbedres konstant. Den smukke og varierede natur indbyder til længerevarende ophold udendørs, og herudover er der en pumptrack-bane, som giver cyklingen ekstra kulør og måske også kan tiltrække større børn. Billingen i Skövde ligger endvidere tæt på byen.

Der er i alt 28 kilometer MTB-spor udover en cykelpark og pumptrack-banen med kurver, bump og forhindringer. Alle er velkomne på pumptrack-banen, også hvis man mest er til skateboard, løbehjul og inliners.

 

Billingens hytteby og camping

Billingens hytteby og camping ligger kun 3 kilometer fra Skövde centrum og midt i naturen.
Her kan gæster snøre løbeskoene eller om vinteren spænde langrendsskiene og benytte sporene, der løber lige uden for campingpladsen. Billingen er et officielt Vasaloppscenter for løb, cykling og langrend. Der er grillpladser, søer, udendørs swimmingpool, aktivitetsområde, vandrestier samt Pumptrack-spor, der inviterer til spændende og sjove aktiviteter og træningsmuligheder for hele familien.