Rundt omkring i landet – på hemmelige, smukke steder – kan du tage på troldejagt i Danmark og finde imponerende og søde troldeskulpturer i genbrugstræ. Hen over sommeren 2020 har kunstneren Thomas Dambo påbegyndt arbejdet med at gemme ti nye trolde.

Projektet har han kaldt ”Rejsen til den store troldefolkefest”. Troldene bliver skabt med hjælp fra en masse frivillige. De hjælper med at bygge, finde sponsorer, donere penge og genbrugsmaterialer, skaffe hjem til troldende eller bare at lave lasagne til de hjælpsomme troldebyggere.

Troldene er bygget af genbrugsmaterialer, og de er godt gemt. Man skal derfor lede grundigt og være parat til rigtigt at tage på opdagelse i naturen under sin troldejagt i Danmark for at finde troldene. Den eneste måde at finde dem på er nemlig at gå på jagt via troldekortet TrollMap.com. Det kan også være nødvendigt at snakke med venner, bekendte og folk, du møder på din vej for at finde frem til, præcis hvor de gemmer sig.

troldejagt i Danmark

Hvor er troldene?


I øjeblikket er det 9 steder, hvor du kan begive dig ud på en spændende troldejagt i Danmark.

  • Nordhavn (længde 7 km)
  • Amager (længde 16 km)
  • Amager Vest og Avedøre (længde 8 km)
  • Lyngsøerne, Roskilde (længde 2 km)
  • Egholm, Aalborg (længde 4 km)
  • Silkeborg (længde 2 km)
  • Fanø (længde 2 km)
  • Thy (længde 2 km)
  • Odense (længde 5 km).

Kæmperne er altså godt spredt over hele landet, så lige meget hvor du bor, kan du rive en dag ud af kalenderen for at tage på troldejagt. Og der kommer stadig flere til.

Har du fået blod på tanden ift også at udforske Danmark på andre måder, end at jagte trolde? Så læs her om 5 unikke ophold i Danmark.

Vil du gerne hjælpe?


Ud over at købe plakater på hjemmesiden er der flere måder, hvorpå man kan støtte troldeprojektet.

Projektet kan nemlig kun lykkes med hjælp og støtte.  En masse frivillige bidrager med både stort og småt. Så hvis man har hænderne skruet rigtigt på, så kan man måske snart skrive troldebygger på sit CV.
Man kan også hjælpe ved at give hjem til en trold. Har du adgang til et smukt og lidt ”hemmeligt” sted til en trold? Måske endda en hurtig byggetilladelse og lidt økonomi til at dække udgifterne? Så bliver det måske hos dig, at den næste trold skal bo.

Med kyshånd modtager Thomas Dambo også træ fra folk i det ganske land, der lige har pillet et hegn ned eller rykket et gulv op. Eller folk som måske bare har en stor bunke genbrugstræ liggende, som de gerne vil donere til projektet.

Thomas Dambo