På UNESCOs verdensarvsliste finder du steder, byer, monumenter, bygninger og lignende, som er blevet erklæret bevaringsværdige under det internationale verdensarvsprogram. Danmark har syv attraktioner, som er med på denne liste.

Disse områder af Danmark har alle en helt særlig og enestående betydning. Hvis du vil lære mere om Danmarks historie, kultur og naturområder, kan det derfor være værd at besøge disse steder. De danske attraktioner på UNESCOs verdensarvsliste er en berigende oplevelse, hvis du gerne vil blive klogere på Danmark og verden omkring dig.

Christiansfeld – UNESCO


Brødremenigheden i Christiansfeld er en evangelisk frimenighed. Christiansfeld er en del af et broderskab, som har byer og menigheder i hele verden. Mange af disse byer er opbygget nøjagtigt som Christiansfeld. Dog regnes lige netop denne evangeliske frimenighed i Danmark for at være den smukkest bevarede Brødremenigheds by i Europa.

I Brødremenighedskirken i Christiansfeld er der gudstjeneste hver søndag, hvor alle er velkomne. Christiansfeld indeholder dog meget mere end Danmarks eneste Brødremenighedskirke. Her kan du nemlig også tage et kig på de berømte gulstenshuse, udforske de hyggelige butikker eller nyde en kop kaffe på en af byens caféer.

UNESCOs verdensarvsliste

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland


Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland består af tre skove; Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave og Hegn. Parforcejagtlandskabet er blandt andet blevet en del af UNESCOs verdensarv, fordi det velbevarede landskab fortæller om, hvordan Christian den 5. demonstrerede sin magt ved at kontrollere naturen. 

Det var nemlig kong Christian den 5., som fra 1670 omdannede jagtmarkerne til et parforcejagtsystem. Dette gjorde han blandt andet med inspiration fra hoffet, som var tilknyttet Ludvig den 14. i Frankrig. I dag kan du opleve landskabet på mange forskellige måder. Det er nemlig både muligt at gå ture, cykle og ride i de historiske skovområder.

UNESCO - Parforcejagtlandskabet

Nationalpark Vadehavet


Tidevandsområdet, der strækker sig fra Blåvandshuk i Danmark gennem Tyskland til Den Helder i Holland, har status som verdensarv. Der er her tale om et område, som er hele 500 kilometer langt. Vadehavet er fyldt med liv både i luften, i det lave vand og under vadens overflade.

Vadehavet er især kendt for at tiltrække et mylder af fugle. Mange fugle gør nemlig stop ved Vadehavet, inden de flyver videre til deres yngleområder. Desuden er det i Vadehavet, at man finder Danmarks største bestand af sæler. Vaden kan sagtens opleves på egen hånd, det er dog vigtigt, at du holder øje med havgus og tidevand.

Jelling – vikingeby og verdensarv


Monumenterne i Jelling blev skabt for mere end 1000 år siden. Det er blandt andet her, at navnet Danmark optræder for første gang, og det er ligeledes her, at den danske kongeslægt bliver præsteneret. Efterkommerne af denne slægt har siddet på den danske trone lige siden. Jelling indeholder altså nogle af Europas fornemmeste monumenter fra vikingetiden.

I den lille by Jelling kan du blandt andet se to gravhøje og to runesten opført af Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Desuden befinder Jelling Kirke sig i dette område. I oplevelsescenteret Kongernes Jelling, kan du blive klogere på vikingernes liv og de historiske monumenter.

Roskilde Domkirke


Roskilde Domkirke er optaget på verdensarvslisten, fordi det er et tidligt eksempel på gotisk kirkebyggeri i teglsten. Domkirkens historie går faktisk helt tilbage til Harald Blåtand. Omkring år 1200 blev det nuværende gotiske bygningsværk påbegyndt. Roskilde Domkirke er en af de vigtigste kirkebygninger i Danmark på grund af tilknytningen til Danmarks historie og den enestående arkitektur.

Roskilde Domkirke er kongefamiliens gravkirke. Her ligger 40 konger og dronninger begravet i gravkapeller og krypter. Når du besøger Roskilde Domkirke, har du mulighed for at gå på opdagelse i de mange flotte kirkerum. Det er ligeledes værd at prøve en af Domkirkens skattejagter for hele familien. 

Læs her om Danmarks smukkeste steder

Stevns Klint


Stevns Klint er blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste, fordi klinten fortæller en vigtig del af Jordens historie. Ved at undersøge det tynde lag af fiskeler kan man nemlig blive klogere på, hvordan dinosaurerne og halvdelen af alle dyrearter blev udslettet for 66 millioner år siden. Dette skete nemlig, da en asteroide ramte Jorden.

Stevns Klint byder på smuk natur og et væld af andre oplevelser. På den cirka 20 kilometer lange sti, kan du gå langs klinten på en rute, som forbinder Stevns Klints højdepunkter. Her kommer du blandt andet forbi Stevns fyr, Stevnsfort og Stevns Naturcenter.

UNESCOs verdensarvsliste

Kronborg Slot – UNESCO verdensarv


Kronborg Slot er et af Nordeuropas mest betydningsfulde renæssanceslotte. Det er blandt andet slottets geografiske placering, der har skabt den store indflydelse. Kronborg Slot ligger nemlig på Sjællands yderste spids, hvor Øresund er smallest. Dermed var det muligt at kontrollere indsejlingen til Østersøen fra slottet.

Kronborgs historie kan føres helt tilbage til Erik af Pommern og 1420’erne. I dag er det muligt at blive vist rundt på Kronborg. Ligeledes kan du få en introduktion til Kasematterne, som er de underjordiske gange, der beskyttede soldaterne. Desuden er det muligt at leje Kronborg Slot til fester, receptioner og møder.

Kronborg slot