Travelmore.dk

Slip din indre cowboy løs i Sveriges High Chaparral

Slip din indre cowboy løs i Sveriges High Chaparral

Har du lyst til at tage børnene på eventyr? Og har du aldrig helt fået udlevet din indre cowboy? Så er High Chaparral et godt sted at drage hen!

 

Cowboyland med knald og tjubang

Det er ikke uden grund at High Chaprarral er opkaldt efter den måske mest populære amerikanske western-tvserie: Knald og tjubang siger det så snart i parkerer midt i den smålandske skov i Kulltorp mellem Gnosjö, Anderstorp og Värnamo. Pistoler og geværer med løst krudt akkompagneret med westernmusik er lige pludselig altoverskyggende.

Tag cowboyjakken og cowbukserne på eller stil jer i køen til High Chaparrals cowboy-store for at opleve den fulde transformation. Her kan I nemt købe jer fattig i alt fra pistolbælter og (legetøjs)geværer til dyre kvalitetshatte. Der er ingen grænser for hvor seje I kan blive.

 

High Chaparral

 

Guld, hjuldamper og bisonokser i High Chaparral

Bum! Pludselig er I blevet cowboydere, og I kan nu træde ind i den evigt-facinerende tidslomme, det vilde vesten. I High Chaparral kan I sammen med de andre cowboy-gale gæster gå amok med alskens vilde eventyr: find guld i vandet med en si, dans med indianerne eller sejl forbi bisonokserne i en gammel hjuldamper.

Hvil benene på en bænk med en softice og se nervøst til mens børnene skyder på hinanden mens de hopper fra taget af en saloon til et gammelt posthus i miniatureudgave.

 

 

High Chaparral

 

Skuddueller, Zorro og glubske røvere

Bedst er det dog at opleve deres opfindsomme live shows. Skuespillerne i parken kaster sig nemlig flere gange dagligt ud i hæsblæsende skuddueller så det løse krudt flyver til alle sider. I kan også med fordel tage et smut til deres mini-Mexico, hvor der fægtes og skydes med selveste Zorro i hovedrollen. Og hvis det skal være helt vildt kan I tage det gamle lokomotiv igennem parken.

Her kan I blive vidne til et godt gammeldags hold up med glubske røvere. Men pas på. De er ikke blege for at pege deres pistoler på jer! High Chaparral er Sveriges vildeste vesten for børn, der byder på helt andre boller på suppen end den vante forlystelsespark. Men forsøg så vidt muligt at tage derhen uden for sæson, hvis du ikke vil stå for meget i kø. Der er nemlig rift om at være cowboy for en dag!

 

Tekst og fotos af Andreas Skyggebjerg.

Forsiden netop nu …