Denne sommer er der halv pris på sommeroplevelser. Helt konkret omfatter det cirkusser, museer, revyer, spillesteder og orkestre, teatre, Folkeuniversitetet, foreningsaktiviteter, videnspædagogiske aktivitetscentre og zoologiske anlæg.

Har du haft svært ved at få et overblik over, hvilke steder du egentlig kan besøge med rabat? Vi giver dig her en solid liste over, hvor du kan få billige oplevelser denne sommer.

Ree park

Danmarks mest besøgte dyreparker


De zoologiske anlæg er omfattet af ordningen. Disse 10 dyreparker er de mest besøgte i Danmark.

København Zoo (København)


København Zoo er én af Europas ældste zoologiske haver. Der er 3500 dyr fordelt på 227 arter. I København Zoo kan du møde en ægte panda, hvilket er ganske særligt på vores breddegrader.

Givskud Zoo (Givskud)


I Givskud Zoo kan man tage på safari i sin egen bil og komme helt tæt på dyrene, herunder løverne i løveanlægget! Men husk at holde vinduerne lukkede! For de store imponerende dyr er meget tæt på.

Aalborg Zoo (Aalborg)


På savannen er der giraffer, zebraer, kuduer og de sjældne oryx-antiloper. Der er også isbjørne, røde pandaer og løver. I Aalborg Zoo kan man som det eneste sted i Danmark opleve den afrikanske elefant, Borneo-orangutangen og den asiatiske løve.

Odense Zoo (Odense)


Odense Zoo byder på bl.a. tigre, chimpanser, klappegeder, giraffer, kameler og kongepingviner. Odense Zoo er én af Fyns mest besøgt attraktioner og ligger smukt på begge sider af Odense Å.

Randers Regnskov (Randers)


Randers Regnskov er en indendørs tropisk oplevelse med fritlevende aber, leguaner og dovendyr. Det tropiske klima med lianer, kæmpe vandfald, fantastiske planter og masser af fritlevende dyr er et oplagt udflugtsmål på en regnvåd sommerdag.

Knuthenborg Safaripark (Maribo)


Knuthenborg Safaripark er Nordeuropas største safaripark. I Knuthenborg Safaripark kan du møde mere end 1000 vilde dyr på din tur.

Ree Park Safari (Ebeltoft)


I Djurslands store safaripark kan du tage på guided safaritur. På din rejse gennem parkens fire verdensdele oplever du en verden fuld af fascinerende dyr.

Jyllands Park Zoo (Videbæk)


10 km. vest for Herning finder du Jyllands Park Zoo. Parken har mere end 500 dyr, og parken udvider og udvikler sig hver sæson.

AQUA Akvarium & Dyrepark (Silkeborg)


AQUA er et ferskvandsakvarium og zoologisk center. Der er både store indendørs akvarier fyldt med fisk og udendørs søer med bl.a. oddere og bævere.

Den Blå Planet (Kastrup)


Den Blå Planet er Nordeuropas største akvarium. Der er mere end 400 forskellige dyrearter fra hele verden. Der er også en sjov vandlegeplads og tropisk regnskov.

Øvrige sommeroplevelser hvor der er halv pris


Hvis ikke du har fundet dit favoritudflugtsmål blandt disse ovenstående dyreparker og akvarier, kan du også tage til fx:

  • Munkholm Zoo
  • Skandinavisk Dyrepark
  • Skærup Zoo
  • Fiskeri- og Søfartsmuseet
  • Kattegatcentret
  • Nordsøen Oceanarium

Halv pris på sommeroplevelser

Halv pris på Danmarks mest besøgte museer


Danmark har over 100 statsanerkendte museer. Vi har her lavet en liste over de mest besøgte, så du kan finde inspiration til, hvor du skal tage hen denne sommer med halv pris på sommeroplevelser.

Louisiana


Louisiana Museum of Modern Art ligger i Humlebæk. Her er udstillinger med danske og internationale kunstnere med udgangspunkt i tiden efter 1945.

Den Gamle By


Danmarks Købstadsmuseum, som stedet også hedder, præsenterer Danmark, som det var engang.

Her er huse og gader fra forskellige tidsperioder genopført. Man kan også møde mennesker, der er klædt som personer fra gammel tid.

Aros


Museet i centrum af Aarhus med Olafur Eliassons regnbuepanorama på toppen præsenterer både dansk og international kunst i den ti etager høje bygning.

Ny Carlsberg Glyptotek


Glyptotekets samling rummer flere end 10.000 kunstværker og arkæologiske genstande fra de sidste 6.000 år.

Christiansborg Slot


En stor del af Christiansborg Slot tilhører Nationalmuseet. Se de kongelige repræsentationslokaler, de kongelige stalde, gamle ruiner under slottet og Christiansborg Slotskirke.

Arken


Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj har en kunstsamling af både dansk og international moderne kunst af blandt andre Ai Weiwei, Damien Hirst og Olafur Eliasson.

Rosenborg


Slottet i København byder på ture gennem Christian 4.s gamle værelser, genstande fra kongehusets historie og kronjuvelerne.

Moesgaard Museum


Moesgaard i Aarhus er et museum for arkæologi og etnografi og viser udstillinger om oldtiden, middelalderen og om død i forskellige kulturer.

Nationalmuseet, Prinsens Palais


Nationalmuseet i Prinsens Palais i København er et populært tilløbsstykke, som er et must-see, når det kommer til museer.

Kronborg Slot


På Kronborg Slot kan besøgende blandt andet nyde synet af Holger Danske og slottets kasematter.

Læs her om 10 unikke oplevelser i Danmark.

Halv pris på sommeroplevelser

Danmarks videnspædagogiske aktivitetscentre


De videnspædagogiske aktivitetscentre er også på listen over steder, hvor du kommer ind til halv pris. Du kan jo prøve at lægge vejen forbi nogle af følgende lærerige oplevelser:

  • Sagnlandet Lejre
  • Middelaldercenteret, Nykøbing Falster
  • Fjord & Bæltcenteret i Kerteminde
  • Historiecenter Dybbøl Banke
  • Ribe VikingeCenter
  • Vadehavscenteret
  • Økolariet
  • Experimentarium
  • Kulturcenter Assistens
  • Tycho Brahe Planetarium
  • Lille Vildmosecentret
  • GeoCenter Møns Klint
  • NaturBornholm
  • Bornholms Middelaldercenter
  • Universe