”Cuba er en blandet landhandel, hvor der ikke er meget på hylderne.” Det er vores spontane svar på spørgsmålet: ”Hvordan er Cuba i dag?” 

Hjemvendt efter et gensyn med det stadig mere nedslidte land var der mindre godt at sige om Cubas generelle tilstand end efter tidligere besøg. Alligevel er Cuba fortsat et fantatisk land at besøge, med nogle af verdens bedste strande.

Første triste syn på vejen ind fra lufthavnen (efter den sædvanlige timelange tur gennem paskontrollen, trods de usædvanligt mange statsansatte betjente) var de engang så yndige huse langs den otte kilometer lange Malecon.

Her ses i dag den ene ruin eller faldefærdige hus læne sig mod det næste i et stort område, der ellers er på UNESCOs liste over verdensarv, men som synker stadig mere i grus og ikke bliver let at redde. 

Et trygt land

Cuba er paradoksernes land. Mange højtuddannede akademikere, bl.a. læger og jurister, tilbringer dagen bag rattet i taxier for at kunne tjene til føden hos turisterne. Alle er lovmæssigt sikret en bolig, og alligevel mangler man omkring en million. Ingen bor officielt i slum, men mange boligområder ville blive kaldt slum alle andre steder end her. 

Forskellen er, at her er kriminaliteten minimal. Det enormt frodige land må importere 80 pct. af fødevarerne, mens store landområder gror til i marabou, som er flere meter højt og sejt ukrudt. 

Kæmpemæssige monumenter hylder revolutionen, som officielt regnes for en succes, selvom de store pladser med Che Guevara og de andre helte er pakket ind i faldefærdige rønner fyldt med arbejdsløse, som bevis på systemets fiasko.

Lange brede motorveje er næsten uden biler, men med fodgængere på vej mod opsamlingssteder, hvor de kan komme med propfyldte, oldgamle busser eller lastbiler. Og dem er der også langt imellem. 

Retfærdigvis skal det siges, at Fidel Castros styre fik indført et sundheds- og uddannelsessystem, som kommer alle til gode. Børnene har det rigtig godt, især sammenlignet med dem i andre fattige lande. 

Mobilen som statussymbol

De lokale står tålmodigt i kø i udkanten af byerne for at købe frisk salat, med lidt held lidt kylling og hvad der måtte være på hylderne i dag, eller måske anskaffe en mobiltelefon, som kun meget få har råd til at bruge. 

Det er således let at blive trist til mode på cubanernes vegne. Men man kommer til at holde af disse mennesker. For trods trængslerne sidder smilene stadig løst hos dem. Og man skal ikke gå langt for at høre musik og se, hvordan den får kroppene til at rokke. 

Ikke så få byer rundt om i landet er rene perler for turister, hvor det kan anbefales, at man lader sig indkvartere hos private. Det er kun dem med huse af en høj standard, der har tilladelse til det, og man spiser også helt godt hos de fleste. Desuden er det en enestående mulighed for at høre deres version af livet i Cuba. 

Vores lokalguide på rundrejsen, Enedis, fortalte, at der så småt løses op for stadig flere liberale erhverv i Cuba. Omkring 80.000 har fået private skøder på landbrugsjord for at få gang i fødevareproduktionen og bekæmpe marabou’en. Små fremskridt, men fremad går det trods alt.