Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Sensommer på Anholt – fem must see-oplevelser

Med sin beliggenhed midt i Kattegat og mere end 40 kilometer til nærmeste kyst – 44 til den danske og 47 til den svenske – er Anholt Danmarks mest isolerede ø.

Det er ikke på Anholt, der har godt 150 faste beboere, at masseturismen buldrer afsted. Til gengæld er det her, man finder nogle af Danmarks bedste badestrande, en kæmpe sælkoloni samt Nordeuropas største lavhede – den lokale ørken.

Men kulturlivet byder også ind. Anholt blomstrer med spændende initiativer, der rækker over musik- og litteraturfestivaller til sportsarrangementer som maraton og kitesurfertræf. Og så sker der især noget på den gastronomiske scene. Travelmore har besøgt den 22 kvadratkilometer store ø i sensommeren og anbefaler følgende must see-seværdigheder.

 

Prisvindende gin

Da Jakob Kjærgaard – skipper, tømrer, officer og koncertarrangør – i 2015 kom i kontakt med musikeren Tøger Dixgaard, blev det starten på et kæmpe gineventyr. De mange enebærbuske, som gror overalt på Anholt, samt det rene og bløde vand, der filtreres og renses af ørkensandet, danner grundlag for en produktion af dansk gin, der kan måle sig med udenlandske high end-mærker.

Anholt Gin har vundet en række priser både internationalt og i Danmark, og der produceres flere varianter. Man kan få alt fra en relativt mild gin, der er beregnet til det kvindelige publikum, til en stærk udgave, der er så kraftig, at selv krudt kan eksplodere, når det vædes med gin.

Vil man selv smage på de gyldne dråber under opholdet, kan man besøge ginbaren Dørken, som ligger på havnen. Her står Jakob selv bag baren og kan fortælle om de forskellige ginvarianter. Gæster kan smage den lokale udgave af gin & tonic, mens de lytter til musikken og nyder stemningen på havnen. Der afholdes også ginsmagninger, hvor alle er velkomne. Læs mere her: Anholt Gin shoppen.

På tur i ørkenen

For at skaffe brænde til fyrtårnet og varme i husene fældede lokalbefolkningen rask væk af den fyrreskov, der i middelalderen dækkede øen. Men i slutningen af 1500-tallet var det slut. Der var ikke flere træer til at stoppe sandflugten, og den frodige vegetation blev afløst af et ørkenagtigt landskab med begrænset plantevækst. I dag dækker Anholts ørken – der helt præcist defineres som lavhede – 80 procent af øens areal, og der er tale om Nordeuropas største.

Foto Sarah Green

 

Vi tager vandrestøvlerne på og bevæger os ind i det fredede område. Der vokser enkelte lave planter, blandt andet marehalm, lyng samt enebær, og flere steder rager klitter op. Landskabet er unikt i forhold til, hvad man ellers finder i Danmark. I overgangen mellem land og hav går ørkenen over i en bred, flot strand med kridhvidt sand. Sceneriet fortsætter så langt, øjet rækker, og vil man have et stykke lækker badestrand helt for sig selv på en varm sommerdag, må Anholt være stedet.

Vores vandretur ender på Anholts vestlige del, der ligger uden for ørkenen. Her finder vi øens to største bakker, det 48 meter høje Sønderbjerg og det ni meter lavere Nordbjerg. Vi kravler op på Sønderbjerg, tager kikkerten frem, og dér – knap 50 kilometer mod øst – skimter vi den svenske kyst.

 

Dramatisk historie

Anholt kan prale af at have Danmarks ældste fungerende fyrtårn. Selv om strandinger gennem historien var en vigtig indtægtskilde for lokalbefolkningen, besluttede man sig i midten af 1500-tallet for at sikre skibsfarten og anlagde et fyr på øens nordøstlige spids. Efter et par hundrede år erstattede man det oprindelige vippefyr med et fyrtårn i sten. Det fungerede fint, indtil englænderne under Napoleonskrigene besatte Anholt og ombyggede fyret til militærbarakker. Siden har man bygget til, så fyret i dag når en højde på 42 meter. Kun i Skagen har man et, der er højere.

Foto Sarah Green

 

Ved særlige lejligheder er der adgang til fyrets top, dog ikke under vores besøg. Men vi nyder udsigten over Kattegat og har – via den store kikkert, der er opstillet ved fyret – direkte kig til den kæmpe sælkoloni, der holder til ved Totten, som er Anholts østligste punkt. Man anslår, at kolonien tæller omkring 500 sæler, og der ses både gråsæler samt spættede sæler.

 

Anholt Kro

Der ligger flere restauranter på Anholt, og en af de mest besøgte er Anholt Kro. Med øens geografiske placering midt i Kattegat er det naturligt, at fisk og skaldyr fylder meget på spisekortet, så blandt kroens specialiteter er jomfruhummer, rødspætte og hvad der ellers kan skaffes af friskfangede delikatesser på havnen. Herudover byder køkkenet på klassiske danske retter samt et dessert- og vinkort, der er varieret

I samme øjeblik, vi går gennem døren, er det som at træde ind i en tidslomme fra 1970-erne. Væggene er opført i brunt tegl, der hænger malerier på væggene, og der står stearinlys på bordene. Vi smager forskellige af husets specialiteter og er enige om, at den absolutte topscorer er Anholt Kros anretning med jomfruhummer, salat, creme fraiche, persillesmør og brød. Sammen med en flaske chablis smager det fremragende.

Kroen ligger i Anholt by, et par kilometer fra havnen hvor øens øvrige spisesteder befinder sig. Men maden, stemningen og den venlige betjening er hele turen værd. Og da kroen samtidig råder over 11 værelser, er det også muligt at overnatte.

Dark Sky

Planeter, stjerner, kometer og galakser – uanset om man er passioneret amatørastronom eller blot fascineres over verdensrummets uendelighed, finder man Danmarks bedste kig til himmelrummet på Anholt.

Foto Sarah Green

Når mørket har fortrængt dagslyset, åbnes op for et fantastisk syn på en skyfri nat, for intet sted i Danmark er der mindre lysforurening end på Anholt. Øen er simpelthen Danmarks mørkeste spot.

Er man parat til at sætte nattesøvnen på stand by en times tid, venter en oplevelse, man ikke får andre steder i Danmark. Mens man nyder det uspolerede kig til nattehimlen og prøver at finde de forskellige stjernebilleder, kan man være heldig at se stjerneskud eller satellitter i kredsløb om jorden. Og skuer man tværs over havet, blinker lysene på både den danske og den svenske kyst.

Perfekt til en forlænget weekend

Anholt er en oase af ro, uberørthed og storslåede naturoplevelser. Det er her, man kan gå lange ture i det smukke landskab, og det er her, man kan finde tid til fordybelsen – fx med en god bog og en lokal gin & tonic i hånden. Vær opmærksom på, at de fleste rejser uden bil og parkerer bilen på havnen i Grenå, hvilket er gratis. Mange medbringer egne cykler eller lejer. En anden mulighed er at leje en golfvogn. Tjek de mange muligheder på VisitAarhus’ hjemmeside.

 

 

Rejsetilbud

Calo des Moro, Mallorca
der-er-mange-smukke-kyststrækninger-på-vejen-mod-salalah-foto-esben-gynther
Vietnam

I samme kategori

image001
Porto
Himmelfænomener
Stockholm, Sverige.

Mest læste

troldejagt i Danmark
london-3078109_640
Verdens bedste hoteller
Travelmore

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail

Vind en overnatning for 2 personer

Tilmeld dig Travelmore’s nyhedsbrev, og deltag i konkurrencen om 1 overnatning for 2 personer inkl. lækker morgenbuffet. (værdi op til 1.500 kr.)