Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Vil du på en Insta-venlig tur rundt i Aarhus? Her er byens 10 perfekte steder til din Instagram

Skal din Instagram opdateres, er der masser af muligheder i Smilets by, Aarhus. Tag på en tur rundt i den smukke by og få skudt nogle farverige billeder, der både kan vække glæde i dit eget fotoalbum og pynte i dit Instagram-feed. Byens frodige natur med skønne parker står i kontrast til de mere moderne seværdigheder og arkitektoniske kunstværker. Lige meget hvad du er til, må du ikke gå glip af den imponerende udsigt over den smukke by, som du kan få fra ’Your Rainbow Panorama’ på toppen af ARoS.

Hotels.com har her samlet 10 steder i Aarhus, der er perfekte motiver til din Instagram.

1. ARoS – Aarhus Kunstmuseum

Instagram Aarhus
Foto: Visit Aarhus

Trænger dit Instagram-feed til lidt farve, er ARoS Aarhus Kunstmuseums ’Your Rainbow Panorama’ det oplagte valg. Her kan du opleve en 360 graders udsigt over Aarhus fra nye højder i et farverigt perspektiv, og samtidig få nogle Instagram-venlige billeder til samlingen. Det cirkelformede kunstværk er designet af dansk-islandske Olafur Eliasson. Kom også indenfor på museet, og oplev nogle af ARoS’ udstillinger, som huser kollektioner af abstrakt og farverig installationskunst og helt klassiske malerier. Knips blandt andet et billede med den gigantiske, virkelighedsnære skulptur ’Boy’, og føl dig som et lille bitte menneske ved siden af, eller få en kalejdoskopisk selfie i Olafur Eliassons værk ’Omgivelser’.

Adresse: Aros Allé 2, 8000 Aarhus, Danmark.

2. Marselisborg Dyrehave

Instagram Aarhus
Foto: Visit Aarhus

Gå en tur i hyggelige Marselisborg Dyrehave, hvor der er masser af oplagte fotomotiver til din Instagram uanset årstiden. Om foråret og sommeren står Dyrehaven i fuldt flor med grønne træer og græsklædte bakker. Efteråret byder på flotte gyldne farver, hvor du kan medbringe en madkurv med varm kakao og selvfølgelig en ekstra gulerod til de nysgerrige dådyr og sikaer – vær dog forsigtig i brunst- og kælvningstiden. Det er stadig værd at tage af sted om vinteren, hvor jorden kan være dækket af en flot dyne af sne. Om ikke andet er Marselisborg Dyrehave altid et sted, hvor du kan få en masse mindeværdige billeder til Instagram.

Adresse: Ørneredevej 6, 8270 Højbjerg.

3. Den Gamle By

Instagram Aarhus

Besøg Den Gamle By, og gå langs gader og stræder med gamle, skæve huse i forskellige farver. De gemmer hver især på interessante historier om gamle dage fra forskellige tider. Få blandt andet et indblik i, hvordan en by så ud på H.C. Andersens tid, eller få et indtryk af 70’ernes frisind. I juletiden bydes der på julemarked, hvor der er skruet op for hyggen med ølsmagning af friskbryggede øl og klassiske gammeldags julehjerter. Tag også en tur med hestevogn, og oplev, hvordan man transporterede sig i gamle dage. Den Gamle By er åben året rundt, og her kan du helt sikkert få et Instagram-værdigt billede eller to.

Adresse: Viborgvej 2, 8000 Aarhus C.

4. Botanisk Have og Væksthusene

Instagram Aarhus
Foto: Visit Aarhus

Botanisk Have og Væksthusene ligger på toppen af Aarhus og byder på en oase af smukke omgivelser. Gå hyggelige ture langs stierne i parken fyldt med høje træer, vandløb og søer, og nyd en afslappet eftermiddag eller weekend. Gå på opdagelse i fire forskellige klimazoner i Væksthusene, og tag smukke billeder af alle de forskellige eksotiske planter. Her er der helt sikkert en Instagram-mulighed for enhver planteelsker med forskellige plantearter fra hele verden. Del naturskønne billeder af kæmpekaktusser, tropisk regnskov og kødædende planter. Måske du er heldig at få et billede helt tæt på en sommerfugl, der holder til i den magiske kuppel. Få også et billede fra oven i tårnet over den frodige regnskov.

Adresse: Peter Holms Vej, 8000 Aarhus C.

5. Tivoli Friheden

Instagram Aarhus
Foto: Visit Denmark

Tivoli Friheden ligger i udkanten af Marselisborg Skov og emmer af fest og farver. Få vind i håret i en af de vilde rutsjebaner, eller gå all in, og nyd en candyfloss, der er større end dit hoved. Tivoli Friheden er både farverig, men også et sted at nyde en hyggelig eftermiddag med en stor vaffelis eller kaffe ved søen med små motorbåde. Du kan besøge Tivoli Friheden både sommer og vinter, hvor der er udendørs koncerter om sommeren og det hyggeligste julemarked i december. Her lyses hele forlystelsesparken op af julelys i mørket, hvor du kan dele et billede taget under lystunnellen. Glem heller ikke at tage et billede foran indgangen med de farverige fliser, der er det klassiske kendetegn for Tivoli Friheden.

Adresse: Skovbrynet 5, 8000 Aarhus.

6. Marselisborg Slot

Foto: Visit Aarhus

Oplev Dronning Margrethes sommerresidens Marselisborg Slot på toppen af Mindeparken med udkig udover Marselisborg Skov. Det over 100 år gamle slot toner flot frem bag høje træer og kan ses fra en gåtur gennem Mindeparken. Selve slottet er ikke åbent, men når kongefamilien ikke har residens på slottet, giver den smukke slotspark rig mulighed for at få nogle fine billeder til din Instagram. Gå en fortryllende tur igennem den engelsk inspirerede have med rosenbede, små søer og træer. Dronningens store interesse for kunst kan også ses ved de mange skulpturer, du kan finde rundt om i parken. Når kongefamilien opholder sig på slottet, er der vagtskifte med Den Kongelige Livgarde kl. 12.00 hver dag.

Adresse: Kongevejen 100, 8000 Aarhus.

7. Marselisborg Mindepark

Foto: Visit Aarhus

Marselisborg Mindepark ligger med flot udsigt over Aarhus Bugt og et stenkast fra Marselisborg Strand. I gåafstand eller 5-10 minutters kørsel fra midtbyen kan du nyde den flotte park med dens mange bakker og store flotte træer. Du kan blandt andet få et billede af det smukke Marselisborg Slot, der toner frem øverst i parken, eller et flot udsigtsbillede af vandet, der helt sikkert vil trække opmærksomhed til din Instagram. Gå på opdagelse langs de mange stier, der leder ind til Rømerhaven med fine havebede og skulpturer. Mindeparken er værd at besøge året rundt, hvor du virkelig kan se og mærke de smukke sæsonskift, fra blomstrende træer og buske til hele farvepaletten, der emmer af efterår.

Adresse: Marselisborg Mindepark, 8000 Aarhus.

8. Godsbanen

Foto: Visit Aarhus

Oplev Godsbanen, det kulturelle samlingssted i Aarhus. Godsbanen er en renoveret godsbanegård i Skovgaardsgade og huser et bredt udvalg af værksteder, kunstudstillinger, markeder, teater og oplæsninger. De åbne værksteder er populære til blandt andet keramik, træværk, fotografi og design. Selve Godsbanen er indrettet i industriel stil, hvilket skaber mange gode fotomuligheder. Det arkitektoniske tag, der bryder med de velkendte former, er en oplagt mulighed, hvor du kan gå op på spidsen med vind i håret og se udsigten over Aarhus. Besøg også Plantecaféen, hvor du kan få det ultimative Instagram-billede af hængende planter fra loftet. Godsbanen gemmer sig lidt mellem Ceres Byen og Musikhuset i kort afstand fra banegården.

Adresse: Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C.

9. Riis Skov

Foto: Visit Aarhus

Riis Skov ligger i udkanten af Aarhus og er helt sikkert et sted, du bør besøge, hvis du trænger til frisk luft og smuk natur. Skoven ligger i gåafstand fra byen, og her kan du tage billeder af den fantastiske udsigt over Aarhus Bugt, Mols Bjerge og Aarhus Ø. Blandt den moderne arkitektur kan du spotte Isbjerget, et prisvindende dansk boligbyggeri. Gå en tur langs de mange stisystemer, og nyd den friske duft af ramsløg, der dækker hele skovbunden om foråret. Riis Skov er et sted, aarhusianere elsker at komme året rundt, så der er nærmest ingen begrænsninger for de mange Instagram-venlige fotomuligheder, skoven har at byde på.

Adresse: Riis Skov, 8240 Risskov.

10. Aarhus Domkirke

Midt i hjertet af Aarhus tårner den høje Aarhus Domkirke, som har ligget på Store Torv i århundreder. Her kan du få et billede af den pragtfulde bygning med det spidse tårn. Kirken er en romansk basilika og synes nærmest majestætisk, når du træder indenfor. Den blev først færdigbygget omkring år 1300 og prydes af smukke vægmalerier, gotiske stjerne- og krydshvælvinger og detaljeret glasmosaik. Vær dog opmærksom på brugen af mobil og kamera inde i kirken. Vil du opleve Aarhus fra helt nye højder eller føle dig som Rapunzel eller Tornerose, har du mulighed for at komme op i det 96 meter høje tårn. Her kan du knipse et utal af billeder af Aarhus fra oven.

Adresse: Skt. Clemens Kirke, Store Torv, 8000 Aarhus C, Danmark.

Rejsetilbud

Hotel Faaborg Fjord
hotel-thisted-promotions-54768618
Toscana

I samme kategori

Tornøe Sommerferie i Danmark
Byhotel (udvalgt billede)
Udvalgt billede (canva)
grønlandske oplevelser

Mest læste

troldejagt i Danmark
Travelmore
Tornøe Sommerferie i Danmark
De smukkeste storbyer i Europa

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail

Vind en overnatning for 2 personer

Tilmeld dig Travelmore’s nyhedsbrev, og deltag i konkurrencen om 1 overnatning for 2 personer inkl. lækker morgenbuffet. (værdi op til 1.500 kr.)