Amalfikysten er ganske enkelt verdens smukkeste kyststrækning! Området byder på en perlerække af maleriske byer og dramatiske klippelandskaber. På turen har du mulighed for at opleve det bedste, som Amalfikysten har at byde på. Et af de vandremæssige højdepunkter er ”Gudernes Sti”, som fører os til den charmerende by Positano med dens kulørte fiskerbåde trukket op på stranden og stejle labyrintiske gader. Vi besøger byerne Amalfi, Atrani og Ravello og vandrer i det skønne kyst- og bjerglandskab.

Undervejs har vi base tre steder – i San Lazzaro, Amalfi by og Napoli. Fra vores base i Amalfi by kan man bade på stranden og om aftenen nyde den gode mad på en af byens restauranter. På fridagen kan du for eksempel sejle til øen Capri. Turen slutter i Napoli, hvor vi ser nærmere på den gamle by og nyder byens berømte pizza.