Når et sted eller område kommer på UNESCOs Verdensarvsliste betyder det, at stedet eller området har status som verdensarv. Dette sker som en blåstempling af områdets globale betydning.

Nu kan der præsenteres hele 33 nye steder, som er områder, der af FN-organisationen kan opfattes som verdensarv. Dette blev afgjort, da komiteen mødtes for at behandle nomineringer for både 2020 og 2021.

Kriterier for at komme på UNESCOs Verdensarvsliste

• For at blive optaget på Verdensarvslisten skal det nominerede sted have en unik universel værdi samt opfylde mindst ét af UNESCOs i alt 10 udvælgelseskriterier, som du kan læse mere om her.
• En status som verdensarv skal opfattes som en blåstempling af områdets globale betydning.
• Det danske rigsfællesskab har ti steder på Verdensarvslisten. Blandt andet Roskilde Domkirke og Jelling Monumenterne.

Kilde: UNESCO, Slots- og Kulturstyrelsen

Læs med her og få et overblik over stederne. Nogle af dem vil vi beskrive lidt mere end andre, mens resten vil være listet op sidst i artiklen. Måske du finder et sted, du skal hen på din næste rejse – hvem ved?

Jomons forhistoriske steder i det nordlige Japan – Japan

Stedet består af 17 arkæologiske steder i den sydlige del af Hokkaido Island og det nordlige Tohoku. Det ligger i smukke omgivelser lige fra bjerge og bakker til sletter – samt fra indre bugter til søer og floder. Dette sted vidner om fremkomsten, udviklingen, modenheden og tidspasningsevnen til miljøforandringer i et samfund, som har været igennem en rivende udvikling.

Vinterbyen ved Rivieraen – Frankrig

Middelhavsbyen Nice, som ligger nær den italienske grænse, har et mildt klima og ligger ved havet ved foden af Alperne.

Fra midten af ​​1700-tallet tiltrak Nice et stigende antal aristokratiske familier og overklassefamilier, hovedsageligt britiske, der tog dertil for at tilbringe deres vintre der. I 1832 vedtog Nice, dengang en del af kongeriget Savoye-Piemonte-Sardinien, en byplan, der havde til formål at gøre den attraktiv for udlændinge. Vinterbyens mangfoldige kulturelle indflydelse og ønsket om at få mest muligt ud af stedets klimaforhold og kulisser formede byplanlægningen. De eklektiske arkitektoniske stilarter i disse områder bidrog til byens berømmelse som et kosmopolitisk vinter-resort.

Søjlehallerne (også kaldet portikoer) i Bologna – Italien

Denne ejendom består af 12 komponentdele, der består af ensembler af portikoer og deres omkringliggende bebyggede områder. Disse ligger i Bologna-området. Disse anses for at være de mest repræsentative blandt byens portikoer, der dækker en samlet strækning på 62 km.

Nogle er bygget af træ, andre af sten eller mursten samt armeret beton, der dækker veje, pladser, stier og gangbroer, enten på den ene eller begge sider af en gade. Sammen afspejler de udvalgte portikoer forskellige typologier, bymæssige og sociale funktioner og kronologiske faser. Defineret som privat ejendom til offentligt brug er portikoerne blevet et udtryk og element i Bolognas byidentitet.

Ivindo Nationalpark – Gabon

Beliggende på ækvator i det nordlige Gabon omfatter det stort set uberørte område næsten 300.000 HA, der krydses af et netværk af maleriske blackwater-floder. Det byder på strømfald og vandfald omgivet af intakt regnskov, der skaber et landskab med stor æstetisk værdi.

Stedets akvatiske levesteder rummer flere ferskvandsfiskarter, hvoraf 13 er truet, og mindst syv arter af Podostemaceae (planter der vokser i vand). I dette område er det muligt at opleve mange forskellige slags dyrearter både i vandet og på landet.

Chinchorro-kulturen i Arica og Parinacota-regionen – Chile

Stedet består af tre komponenter: Faldeo Norte del Morro de Arica, Colón 10 (begge i byen Arica) og Desembocadura de Camarones i landlige omgivelser omkring 100 km længere sydpå. Sammen vidner de om en kultur af jæger-samlere, der boede på den tørre og fjendtlige nordkyst i Atacama-ørkenen i det nordligste Chile. Stedet præsenterer det ældste kendte arkæologiske bevis for kunstig mumificering af kroppe med kirkegårde, der indeholder både kunstigt mumificerede kroppe og nogle, der blev bevaret pga. miljøforhold.

Helleristninger ved Onega-søen og Det Hvide Hav – Rusland

Stedet indeholder 4.500 helleristninger udskåret i klipperne i Republikken Karelen i Rusland. Det er ét af de største sådanne steder i Europa med helleristninger, der dokumenterer neolitisk kultur i Fennoscandia.

Helleristningerne i Det Hvide Hav består for det meste af udskæringer, der skildrer jagt- og sejlscener, herunder tilhørende udstyr samt dyre- og menneskelige fodaftryk. De viser betydelige kunstneriske kvaliteter og vidner om stenalderens kreativitet. Helleristningerne er forbundet med steder, herunder bosættelser og gravpladser.

Byen Dholavira – Indien

Den gamle by Dholavira, i det sydlige centrum af Harappan-civilisationen, ligger på den tørre ø Khadir i staten Gujarat. Det er én af ​​de bedst bevarede bymæssige bebyggelser fra perioden i Sydøstasien – og som omfatter en befæstet by og en kirkegård. To vandløb gav vand (en knap ressource i regionen) til den befæstede by, der omfatter et stærkt befæstet slot, samt gader og huse.

Et sofistikeret vandhåndteringssystem demonstrerer Dholavira-menneskets opfindsomhed i deres kamp for at overleve og trives i et hårdt miljø. Der er også fundet beviser for interregional handel med andre Harappan-byer samt med byer i Mesopotamia-regionen og Oman-halvøen.

Hvis du ønsker at se den fulde liste over de nye steder på UNESCOs Verdensarvsliste kan du trykke her.  

• Vidste du, at der er danske attraktioner på UNESCOs Verdensarvsliste allerede nu? Hvis ikke så kan du læse mere om det i denne artikel.