Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Trieste – kejserlig og fornem

Tag ikke til Trieste, hvis I længes efter et par dage med atmosfære af italiensk storby. Byen ligner mere en statelig kulisse i en østrigsk operette end en by i Italien. Egentlig ikke så mærkeligt, for Trieste blev først italiensk efter anden verdenskrig. Her lever arven fra de kejserlige habsburgere – ikke mindst i omgangsformerne. Ikke noget med hurtig stående indtagelse af espressoer her, næh, man sidder længe på wienercafeerne og drøfter den politiske udvikling, sladrer og læser sin avis. 

Tager I bilen til Trieste, så begynd med et stop ved slottet Miramare få kilometer fra selve byen. Her på den generøse slotsterrasse kan man stå længe og skue ud over det klare, blå Adriaterhav. I det øjeblik kan man have svært ved at forestille sig, at der findes smukkere steder på jorden. Langt fra ser slottet ud som en borg fra middelalderen, og indeni finder man et utal af stilarter repræsenteret. Alt udført i overdådig kejserlig stil og meget velbevaret. 

Vel fremme i Trieste er det ingen sag at finde et hotel. Selv drømmer jeg om en dag at kunne tage ind på Grand Hotel Duchi d´Osta, som ligger og troner midt på byens store berømte torv Piazza dell’Unità d’Italia. Her får man meget nemt følelsen af at befinde sig i et østrig-ungarsk adelspalads. Dyrt er det, men bare den enestående udsigt over søen er alle pengene værd.

Gastronomi

Det allerbedste ved Trieste er at vandre langs en af strandpromenaderne og sidenhen sætte sig på en af de for Trieste så typiske wienercafeer, hvis cafekultur blomstrer som aldrig før. Kaffen drikkes gerne i form af goccia, som er en espresso eller almindelig kaffe med en ø af opskummet mælk i midten. Caffé Pasticceria Pirona er berømt, fordi en af byens berømte indbyggere, James Joyce, plejede at hente inspiration til sine bøger her. Her findes hele artilleriet af kager i ægte wiener-stil. 

Midt på Piazza Unità d’Italia findes Caffè degli Specchi med aner tilbage til 1839. Det sobre og spejlklædte Caffé Tommaseo ligger lige ved havet og serverer både kaffe og frokostretter på sølvbakker fra 1830. Caffé Tergesteo er en anden cafe, som er kendt for sine farvede glasvinduer med historiske motiver fra Trieste.

Regionen har i øvrigt sin egen gastronomi, som er tydeligt inspireret af det slaviske køkken. Der er gryderetter med masser af svinekød, pølser, gnocchi, hvid polenta, men også fisk og skaldyr. En typisk restaurant i regionen tilbyder en såkaldt ”buffet”, hvor man vælter sig i mængder af kogt kød og pølser og drikker øl til. 

Læs også alt om Venedig:

Seværdigheder Trieste

Seværdigheder Trieste

Trieste er ikke som normale italienske storbyer, heller ikke hvad angår mængden af seværdigheder. Selvfølgelig findes der en række historiske bygninger i den gamle del af byen, som minder om de romerske dage og det byzantinske rige, som fx et romersk teater fra det første århundrede og basilikaen San Giusto, Triestes måske mest kendte historiske bygning. San Giusto består af to sammenbyggede kirker fra 1400-tallet i romansk og gotisk stil. Et stykke oppe findes byens kendte udsigtspunkt Castello San Giusto og fordi det er udsigterne, man altid husker fra Trieste, vil jeg anbefale et besøg, selvom kastellet med sit våbenmuseum ikke er voldsomt interessant.

De fleste af Triestes virkelige seværdigheder ligger uden for byen. Nordvest for Trieste, på det hvide, porøse kalkstensplateau oven for Prosecco, ligger Grotta Gigante, et imponerende system af grotter. I det hele taget er området omkring Trieste meget naturskønt og byder på mange naturoplevelser. Val Rosandra er en smuk dal med dybe raviner, klipper og et par vandfald langs Rosandrafloden og en romersk ruin. 

En seværdighed inden for den moderne historie, som turistguiderne ikke taler særlig højt om, er Risiera di San Sabbo i den sydlige del af Trieste. Det var Italiens eneste nazistisk-facistiske udryddelseslejr under anden verdenskrig. I dag er det et museum, som man let når med bus.

Endelig ligger Venedig kun et par timer fra Trieste. Men når man nu er kommet til Trieste, så kan man med fordel drage videre i den modsatte retning, mod Kroatien eller op mod Slovenien for at se alt det, der længe har været lukket land for os turister.

FAKTA

Tips om vandreruterne i Val Rosandra findes på turistinformationens hjemmeside: www.triestetourism.it.

Af Annelie Mannertorn

Foto: Fototeca ENIT

Castello San Giusto, Trieste

Rejsetilbud

Rejse til Sri Lanka
der-er-mange-smukke-kyststrækninger-på-vejen-mod-salalah-foto-esben-gynther
Langhoff & Juul

I samme kategori

Berlin (udvalgt billede)
Innsbruck (3)
Valencia, Spanien
hawaiianske øer

Mest læste

troldejagt i Danmark
verdens farligste landingsbaner
De største lufthavne i verden
Travelmore

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail

Vind en overnatning for 2 personer

Tilmeld dig Travelmore’s nyhedsbrev, og deltag i konkurrencen om 1 overnatning for 2 personer inkl. lækker morgenbuffet. (værdi op til 1.500 kr.)