For cykel-entusiastiske danskere byder sommeren på gode nyheder fra vores skandinaviske naboer. Sveriges nye nationale cykelrute er nemlig klar til tohjulede besøgende. Unionsleden, som den nye rute hedder, er 350 kilometer lang og strækker sig fra norske Moss i vest til svenske Karlstad i øst. Den svenske strækning bliver Sveriges 4. nationale cykelrute.

Den svenske strækning består af 250 cykelklare kilometer. Ruten kan inddeles i 7 dagsetaper, så både erfarne cykelryttere og nybegyndere på cykelsadlen kan være med. Projektet startede tilbage i 2016 og er drevet af Grænsekomiteen Värmland-Östfold og Årjängs Kommune. I Värmland glæder man sig over at være en del af projektet:

“Unionsleden er en unik og spændende tilføjelse til Värmland og styrker vores position som attraktivt besøgsmål inden for naturturisme og som cykeldestination. Den nye rute bliver Sveriges fjerde nationale cykelrute og den eneste med international forbindelse. Det giver nye muligheder for at udvikle cykelturismen i Värmland og i de omkringliggende regioner. Cykling er en aktivitet, som vi kan se vokser i popularitet og som passer til mange, og vi arbejder aktivt med løbende at skabe nye muligheder for vores besøgende, bl.a. gennem vores MBT- projekt ‘Biking Värmland’,” siger Mia Landin, administrerende direktør for Visit Värmland.

Ved en digital ceremoni den 4. juni blev Unionsleden indviet for repræsentanter i både Sverige og Norge, der har været involveret i projektet i løbet af de seneste 5 år.

 

Sveriges nationale cykelrute

 

Sveriges nationale cykelrute med historisk twist

Navnet på den nye cykelrute og selve ideen til Unionsleden stammer fra den norsk/svenske union, der blev dannet i 1814 i Moss og senere opløst i 1905 i Karlstad. Langs Unionsleden er der derfor også flere seværdigheder, som er forbundet med dens historie, men også kunstgallerier, et whiskydestilleri og gårdbukker dukker op langs stien.

Den 250 kilometer lange strækning i Sverige bugter sig gennem naturskønne områder, hvor man det ene øjeblik cykler gennem hyggelige landsbyer og det næste langs nogle af Sveriges mange søer. Man cykler på snoede grusveje gennem skove med et rigt dyreliv og gennem åbne landskaber med græssende dyr.

Trænger man til en pause fra cykelsadlen, byder området langs Unionsleden også på mange andre aktiviteter i naturen som fx vandring, kanosejlads, bådture eller fiskeri. Desuden er der flere komfortable overnatningsmuligheder undervejs såsom hotel, herregårde, sommerhuse, campingpladser eller B&B.

I forbindelse med ruten har parterne bag udviklet hjemmesiden www.unionsleden.com. Her har man samlet data fra ikke mindre end 3 forskellige turismedatabaser, så besøgende kan læse mere om overnatningsmuligheder og turismeaktiviteter langs hele ruten. Et kort med information om de 7 etaper er blevet udviklet specielt til ruten, så cyklister bl.a. kan se hvilket terrænunderlag, de forskellige strækninger har.

 

Fakta om Unionsleden

  • Unionsleden er et EU-projekt udviklet på tværs af landegrænser og regioner med Grænsekomiteen Värmland-Östfold og Årjängs Kommune som projektejere. Projektet har kørt fra 2016-2021.
  • Unionsleden bliver Sveriges 4. nationale cykelrute.
  • Ruten er 350 kilometer, og 250 kilometer går gennem Sverige.
  • Unionsleden går gennem 2 lande, 3 regioner og 9 kommuner.

     

    Ruten kan inddeles i 7 dagsetaper:

    1. Moss Askim: 45,5 kilometer
    2. Askim Töcksfors: 57 kilometer
    3. Töcksfors Lennartsfors: 41 kilometer
    4. Lennartsfors Bengtsfors: 46 kilometer
    5. Bengtsfors Edsleskog: 42,8 kilometer
    6. Edsleskog Borgvik: 60 kilometer
    7. Borgvik Karlstad: 60 kilometer