Drømmer du om at komme til toppen af Preikestolen i Norge og kigge ud over Lysefjorden? Vi har samlet alt, der er værd at vide, inden du begiver dig ud på din rejse til det berømte udflugtsmål. Hvad enten du blot vil vandre derop eller opleve mere af området, får du her en guide til Preikestolen og Lysefjorden.

 

Hvad er Preikestolen i Norge?

Preikestolen i Norge, eller Prædikestolen som den hedder på dansk, er en fantastisk klippeformation også kaldet et fjeldplateau. Det er hævet hele 604 meter over Lysefjorden. Men selve plateauet måler 25 x 25 meter, og du kan derfor trygt nyde den utrolige udsigt fra toppen. Dette norske rejsemål bliver årligt besøgt af mere end 300.000 mennesker. Det undrer ikke. Preikestolen er blandt andet kåret som ét af de mest spektakulære udsigtspunkter i verden af CNN Go og Lonely Planet.

Klippeformationen blev formentligt dannet af frostsprængninger for omkring 10.000 år siden, som fik store klippeblokke til at falde af. Alligevel blev Preikestolen ikke opdaget før år 1900. En turist vandrede til tops og gjorde det til et eftertragtet rejsemål. Plateauet har en stor flænge, som følge af de gamle frostsprængninger, men ønsker du at vandre op og opleve udsigten, skal du ikke være nervøs – eksperter har vurderet, at plateauet er stabilt på trods af flængen.

 

 

Preikestolen i Norge

 

Sådan kommer du sikkert til tops

Du kan nå udsigtsmålet fra Preikestolen Fjellstue. Herfra skal du vandre i alt otte kilometer, men på grund af ujævnt terræn og en 500 meter stigning, skal du beregne minimum 4 timer til turen op og ned igen. Du kan besøge Preikestolen hele året rundt, men vejrforholdene er vigtige at tage i betragtning, da eksempelvis regn og sne kan gøre ruten farlig. På parkeringspladsen, inden du begiver dig afsted mod toppen, står personale klar til at rådgive dig, og det er en god idé at tage sig tid til dette. 

Inden du rejser mod Preikestolen i Norge, er det også vigtigt at tage forbehold for sværhedsgraden af turen. Vandringen vurderes til at være af Medium sværhedsgrad. Derfor er destinationen bedst egnet for turister, der har en vis erfaring med at vandre i ujævnt terræn. Desuden bør du forberede dig på, hvilke ting det anbefales at medbringe til fjeldvandring i Norge. Blandt andet vandrestøvler, der giver god støtte til fødder og ankler, er uundværlige. Afhængigt af årstiden anbefales det også at medbringe vind- og vandtæt overtøj og et ekstra sæt tøj, inklusiv hovedbeklædning, vanter og halstørklæde. Inden du påbegynder dit vandreeventyr, skal du først til Preikestolen Fjellstue. Du kan både tage bil, bus og båd hertil – alle muligheder byder på flotte naturoplevelser. 

 

Overnat nær Preikestolen

Det kan være en god idé at begynde fjeldvandringen tidligt på dagen. For at sikre at vandreturen op og ned foregår i dagslys, og for at undgå at gå i kø på ruten skal du ankomme tidligt til Preikestolen Fjellstuen. Som alternativ til en tidlig køretur kan du overveje en overnatning i stedet. Du kan overnatte på Preikestolen Fjellstuen eller på Lilland Hotel. Dette for at vide dig sikker på at kunne slappe af inden eller efter den hårde vandring. 

 

Lysefjorden i Norge

 

Preikestolen og Lysefjorden

Hvis du ikke er i form til fjeldvandring, kan Preikestolen også ses fra en sightseeingbåd på Lysefjorden. Vil du til gengæld gerne nyde mest muligt i forbindelse med din tur til Preikestolen i Norge, kan det være relevant at kombinere vandreturen med et fjordcruise. Hvis du er usikker på turen, men alligevel har sat dig for, at du vil opleve det spektakulære udsyn, kan du også tage med på guidede vandreture til Preikestolen. Disse afgår som regel dagligt fra Preikestolen Fjeldstuen men afhænger – som så meget andet i området – af vejrforholdene. 

Lysefjorden byder generelt på fantastiske oplevelser for naturelskere. Det kan derfor anbefales at bruge mere tid i området end kun på vandreturen til Preikestolen. Tag blandt andet på vandretur til Kjerag. Det er endnu et bemærkelsesværdigt plateau i Norge. Her kan du betræde Kjeragbolten: En gigantisk sten, der er kilet fast mellem to klippesider 1.000 m. over fjorden – Hvis du tør?


Bestig også Flørli og dets 4.444 trin lige op ad fjeldet eller nyd fjorden i kajak, kano eller på et SUP-bræt. Hvad enten du foretrækker hoteller, campingpladser eller hytter, er der rig mulighed for at nyde de smukke omgivelser ved Lysefjorden.

 

Kjerag i Norge

 

Et bæredygtigt rejsemål i Norge

Hele området omkring Lysefjorden er certificeret som ‘bæredygtigt rejsemål’. Det er et kvalitetsbevis for bæredygtighed, som også betyder, at der arbejdes systematisk med at reducere turismens påvirkning på området. Samtidig opretholdes der en høj standard af oplevelserne for besøgende.

Rejsemålets historie, karakter og natur skal altså bevares. Derfor kan du bl.a. opleve, at maden i området tilberedes med vedvarende energikilder. Herudover har Stavanger Turistforening etableret spisesteder, der laver lokal mad. Få en autentisk, norsk kulinarisk oplevelse, der bygger på lokale råvarer, ved Lysebotn, som ligger i bunden af Lysefjorden og ved Preikestolen. 

Søger du andre fantastiske oplevelser, så læs vores bud på 20 destinationer du skal have på din bucketlist.