Danmark er et lille land, men det rummer et væld af unikke oplevelser. Og der er mange gode muligheder for ø-ferier i Danmark. Når verden er lukket ned, og man ikke længere kan udforske resten af kloden, så er man nødt til at gå på opdagelse herhjemme. Det er dog ikke en straf.

Vi er så heldige at have en lang række af øer, og det er et godt sted at starte, hvis man vil blive lidt klogere på Danmark. Med så mange øer kan det dog hurtigt blive overvældende. Så her har du en liste over de 5 bedste øer i Danmark at holde ferie på.

 

Samsø

Samsø er en ø, de fleste danskere nok kender til. Den, forholdsvis, store ø ligger placeret i Kattegat. Her finder du en væld af oplevelser, spisesteder og shoppingmuligheder. Der er altså noget for enhver smag. Hvis du rejser med børn, er der massevis af underholdning for de små. Der er både campingpladser og feriecentre, verdens største labyrint Samsø Labyrinten, Landkrabben der tilbyder naturaktiviteter og meget mere. Hvis du er musikglad, så er der selvfølgelig også Samsø festivalen.

Festivalen er godt nok aflyst i 2021 på grund af Corona, men mon ikke muligheden byder sig igen næste år. Det er i hvert fald værd at vente på. Derudover er der også biograf, gallerier, bilmuseum, smykkeværksted og en ufattelig smuk natur. Så tag endelig en ferie på Samsø. Du vil ikke føle dig snydt for gode oplevelser.

 

ø-ferier i Danmark

 

Ærø

Når det gælder ø-ferier i Danmark, ligger Ærø i top. På Ærø går tiden bare lidt langsommere, men bestemt ikke på nogen dårlig måde. Hvis du leder efter en rigtig afslapningsferie, hvor du kan trække stikket ud, så er det Ærø, du skal søge mod. Ærø ligger syd for Fyn, kort fra Sønderjyllands østkyst. På Ærø er der et væld af muligheder, når det kommer til overnatning. Du kan bl.a. vælge at tjekke ind på et hotel, vandrehjem eller bed and breakfast. Du kan også vælge at leje en ferielejlighed eller et sommerhus. Hvis du hellere vil prøve en alternativ form for overnatning, har du også mulighed for dét.

Der er selvfølgelig campingpladser rundt på øen. Hvis camping ikke er dig, kan du i stedet prøve glamping. På Teglværkspladsen kan du booke dig ind i et glampingtelt. Glamping betyder glamourøs camping. Det betyder, at du bor i et telt med senge og dyner, og så er det lidt mere glamourøst end et almindeligt telt. Når du så har fået din gode nats søvn, kan du med glæde gå på opdagelse i Ærøs natur. Tag på vandretur, cykeltur, golftur eller fisketur. Du kan det hele på Ærø. Du kan også opleve spa og wellness. Du kan altså lidt af hvert på Ærø.

 

Christiansø

Christiansø er det østligste punkt i Danmark. Øen ligger tæt ved Bornholm, og der går også Christiansøfarten fra Bornholms østkyst. Christiansø er også kendt ved navnet Ertholmene. Ertholmene er en lille gruppe klippeøer, hvor Christiansø er én af dem. På Christiansø vil du opleve helt uforglemmelig natur. Ertholmene er et bevaringsområde. Naturen er altså beskyttet. Udover den smukke natur, kan du også opleve ét af kendetegnene ved Ertholmene.

De To Tårne ligger på Ertholmene. Det Store Tårn ligger på Christiansø, hvor Det Lille Tårn ligger på Frederiksø. De to tårne er gamle fæstninger, der i dag fungerer som museer. Der er både mulighed for at bo på hotel, i telt eller vælge at gøre som mange udenlandske turister gør: At sejle til øen i sejlbåd hvori du kan bo på den i havnen. Der er en masse at se på øen, inklusiv gallerier og gamle bevarede bygninger. Så du kan trygt besøge Christiansø og forvente en god oplevelse.

 

ø-ferier i Danmark

 

Læsø

Læsø er nok mest kendt blandt danskerne for Læsø Salten. Det er også kendt som dét sted i Danmark med flest solskinstimer. Øen har dog mange flere ting at byde på end salt og sol. Læsø har en smuk natur, som du kan se på forskellige måder. Du kan opleve den på cykel, på ben eller på hest. Ja, på hest. Du har nemlig mulighed for at få en ridetur på en islandsk hest. På rideturene oplever du noget af det uberørte natur, man ikke kan se i bil eller på cykel. Hvis du ikke er så tryg på en hest, er en tur i hestevogn også en mulighed.

Du kan opleve en helt utrolig stjernehimmel fra dit eget shelter eller telt. Du kan også nyde øens mineraler og ler ved at tage en omgang spa og wellness. Kurbadet Læsø Kurs produkter er baseret på øens salt, ler og havalger. Når du så har fået en god skrubning med salt eller et leromsvøb, kan du tage på tur i Læsøs kulinariske verden. Der er endda en jomfruhummerfestival, der ligger i august. Du kan også gå på jagt efter rav og se, om du har heldet med dig.

 

Sejerø

Sejerø er også én af de bedste kandidater indenfor ø-ferier i Danmark. Det er en ø, der ligger ud for Sjællands nordvestkyst. Selvom det ikke er landets største ø, er der tonsvis at lave. Her kan du bo i ferielejlighed, sommerhus, bed and breakfast og campingvogn. Du kan også vælge at leje en husbåd, og bo i Sejerø Havn.

Der er både café, restaurant og smørrebrød på Sejerø. Af øens ældre seværdigheder er der kirken, fyret og kulturhuset. Hvis du får lyst til lidt aktivitet, er der både en almindelig golfbane og en minigolfbane. Sejerø har også et rigt dyreliv, hvoriblandt vilde påfugle går ind under. Så selvom det er en forholdsvis lille ø, rummer den også den gode ø-stemning og den smukke natur.

Så hvis den ikke kan stå på den store udenlandsrejse i år, gør det bestemt heller ingenting. For der er tydeligvis et væld af oplevelser, der venter ude i det danske øhav. Hvis en ø ikke er nok, kan du sagtens vælge at besøge flere. Måske dem alle. Så skal du ikke være bange for at gå glip af en spændende sommer.

 

Tekst og fotos af Celine Vendel.