På turen ud til spøgelsesbyen Kolmanskop i Namibia får vi en fornemmelse af, hvor øde og ufremkommelig denne del af verden må have været i begyndelsen af det forrige århundrede.

Vi kører på moderne asfalterede veje gennem Sperrgebiet, et øde ørkenlandskab med galoperende vilde heste og smukke bjergformationer. Det var her, man i begyndelsen af det forrige århundrede fandt diamanter, hvilket fik tyske diamantjægere til at rejse til denne varme del af verden for at etablere diamantminer med tilstødende små samfund.

Kolmanskop


Omkring fem kilometer før vi når til Lüderitz, ligger spøgelsesbyen Kolmanskop. En by som engang var en levende oase med flere hundrede indbyggere. Fortrinsvis tyske mænd med deres familier, alle med et håb om at finde rigdom i form af de smukke diamanter, som gemte sig i det golde landskab. Byen blev forladt af de sidste indbyggere i 1954 og ligger nu øde hen, overtaget af sandet, vinden og den barske natur.

Vi kører ind til Lüderitz og køber et adgangskort til spøgelsesbyen på det lokale turistkontor. Kortet giver os adgang til at besøge byen alene og uden for den almindelige åbningstid.

Lüderitz

Husene i sandet


Her er både fascinerende og ret uhyggeligt. Vindens susen i de rustne dørhængsler og fuglenes skrig i de tomme lokaler er en gyserfilm værdig. Det bløde lys og sandet, som har ædt sig ind i hver en krog, knust ruder og lagt sig som små bjerge op ad døre og vinduesrammer, ligner mest af alt en menneskeskabt kulisse til en Blockbusterfilm.

Vi lister rundt og laver fodspor i de dybe sanddynger. Vi føler os som de sidste mennesker på jorden, forladte i dette månelandskab omgivet af ruiner og stilhed. På turen rundt i byen fornemmer vi, hvilken rigdom de mange hundrede beboere har levet i. Her er ismejeri, bageri, beboelseshuse med efterladte reoler, badekar og smukke rustne lamper. Flere af husene ligner mindre palæer med svungne trapper og utallige værelser.

Læs her om spøgelsebyen tjernobyl

Skolen står forladt med afskallede tapeter, som er farveafstemt med de malede døre og vinduer. Det store sygehus vidner om de mange helbredsproblemer beboerne har måttet døje med i denne barske natur. Byen bliver næsten levende, som vi går der fra hus til hus. Vi mærker livet, hører lyden af børn og af trin på trappen.

Kolmanskop

Museet i Kolmanskop


Dagen efter tager vi tilbage til Kolmanskop i den almindelige åbningstid. Museet er nu åbent og fortæller historier om de familier, der boede her. Hvordan de spillede kegler i underetagen af hovedhuset, lyttede til operasangere fløjet ind fra Tyskland og fik serveret kaviar og årgangsvine, hvis de var så uheldige at blive indlagt på sygehuset.

Vi går atter engang rundt i hele byen og oplever, at vi sætter fodspor i sandet, som forsvinder, inden vi når at kigge os tilbage, men vi er begge enige om at oplevelsens spor i vores erindring nok aldrig forsvinder.

Tekst og foto: Tine Harden