Elefanterne har det svært i Thailand. Mange er blevet arbejdsløse i takt med, at man ikke fælder så mange træer som tidligere, hvor elefanterne var meget nyttige til at flytte træstammer. En del blev derfor solgt og gik en trist tilværelse i møde hos nye ejere, der ville tjene hurtige penge på dem ved at lade dem optræde i byerne og turistområderne.

Men de indbragte ikke penge nok til, at de kunne få tilstrækkeligt foder, så private dyrebeskyttende foretagender har opkøbt en del af disse dyr og anbragt dem i lejre forskellige steder i junglen, hvor de benyttes til ture med turister under ordnede forhold. Flere store danske rejsearrangører gør meget for at støtte disse projekter, og i dag er der fx cirka 275 elefanter i hele Phuket.


Luksus i junglen i Khao Sok Nationalpark


Vi havde tilbragt natten i Khao Sok Nationalparken. I en lejr, der satser på dem, der vil opleve junglen uden at give afkald på den daglige luksus. Kort sagt i luksustelte med dejlige senge, bad og toilet.

Cikaderne havde stjålet stilheden og hvinede som savklinger, da vi aftenen forinden indtog middagen udendørs. Ifølge manden bag lejren, Robert Greifenbergen, huser junglen her et væld af vilde dyr, blandt andet flere slags hjorte, tapirer, en uendelighed af fugle, mange arter slanger, nogle få tigre og bjørne (man ser i hvert fald deres fodaftryk med mellemrum), gibbonaber og enkelte vilde elefanter. Lidt oppe i højderne finder man verdens højeste bambus, junglen rummer en rigdom af vilde orkidéer, og det er muligt at støde på insekter, der endnu ikke er registreret af videnskaben, hævder han.

Vi blev vækket ved daggry af nogle larmende næsehornsfugles skvaldren, der straks fik gibbonaberne til at blande sig i snakken. Luften var tyk af morgenfugt. Skyerne hang lavt og blandede sig med mosekonens bryg – og kun i sporadiske huller i tågerne kunne vi se bjergenes toppe. Men det brændte solen hurtigt bort.

Forskræk ikke en elefant


Efter morgenmaden bragte bussen os frem til en solid japansk militær lastbil fra 2. verdenskrig, som fragtede os videre ad elendige veje, krydsede floderne ved vadesteder, før vi nåede frem til Roberts elefantlejr længere inde i junglen. Vores svenske guide Malin havde undervejs fortalt os en masse om elefanterne.

Vi vidste nu, blandt meget andet, at de 3,5 til fem tons tunge dyr har en normal marchhastighed på seks kilometer i timen, men bliver de bange, kan de drøne af sted med 40 kilometer i timen. Så ikke noget med at forskrække dem, mens vi sidder på toppen af dem. Vil man undslippe en rasende elefant, så løb i zigzag, var en anden nyttig læresætning. Slår de ørerne ud, er det tegn på, at de er sure. Slås de, gemmer de snablerne sammenrullet i munden, mens de kæmper, for på denne måde at beskytte dette livsvigtige redskab, som de ikke mindst bruger til at stoppe maden i munden med.

Malin fortalte videre, at der er cirka 100.000 muskler i en snabel. At elefanterne bliver op til 70 år gamle. At det er den ældste hun, der leder flokkene. At de er drægtige i 22 måneder og føder normalt to-tre unger i deres liv. At ungerne vejer omkring 100 kilo og er ret lodne, når de kommer til verden.

Hun kørte bare derudad med alverdens i oplysninger, før vores møde med tykhuderne: ”Forstødes en unge – og det sker tit med den første – tager en ældre hun sig af den. En voksen elefant propper sig med cirka 250 kilo føde per dag. De skifter tænder seks gange gennem livet og dør faktisk normalt af sult, når det sidste sæt tænder er slidt op, og de ikke længere kan gumle ordentligt.” Det var således ikke elefanterne, men os, der slog ørerne ud, mens Malin forklarede videre:

”Den ældste af vores tre hanner er 35 år og hedder Romeo. Han var tidligere dresseret til at samle penge op, som turister kastede på jorden. Han har nu ikke helt glemt sine kunster, for en turist tabte et kamera, og mahoud’en bad Romeo samle det op. Desværre glemte han at aflevere det, men slugte det i stedet. Elefanterne hilser på hinanden med snablerne, for derved kan de samtidig tjekke hinandens dufte. De kan nemlig i hjernen arkivere op til 70 forskellige dufte, som de husker hinanden på.”

På elefantryg i Thailand


Lidt senere sad vi to turister på nakken af Nok Yong, en 60 år gammel dame, hvis mahoud dirigerede jumboen med forskellige råb og en stang med en krog, som dyret lystrede, når han trak i den tykke hud. Elefanterne forstår op til 40 mundtlige kommandoer. Trækker mahoud’en i venstre øre, drejer dyret til højre, og omvendt. Foran os havde vi to andre ryttere på Oraporn, der har en fortid som filmstjerne i et af David Attenboroughs tv-programmer. Dyret bag os bar engang landminer for guerillaerne i Burma. Nu var det to turister på en lille bænk, den slæbte af sted med. I alt er der en snes elefanter tilknyttet centret her. De fleste reddet fra en kummerlig tilværelse.

Elefanterne her i lejren har kostet et sted mellem 7.000 og 10.000 dollar stykket. Der er 21 i alt. Khao Sok Nationalparken blev fredet i 1980 og i 2001 udvidet fra 645 kvadratkilometer til 739.

Først traskede vi i en lang række op ad floden, og hvor elefanterne ikke kunne se, hvad der gemte sig på bunden, følte de sig for med snablerne, før de satte forbenene præcist, hvor snablen havde tjekket underlaget. Og så fulgte bagbenene der, hvor forbenene lige havde sluppet. Selv i dybe mudderhuller trådte de senere med den største præcision. De sætter aldrig en fod på jorden uden at være helt sikker på underlaget. De har tilsyneladende fødder med trædepuder lige så følsomme som kattepoter.

De var også gode til at aflure, hvor elefanten foran havde trådt, så det samme aftryk blev genbrugt. Vi følte os derfor hurtigt trygge, selv hvor de gik i dybt mudder – slurp-slurp – lige på kanten af dybe kløfter, som hverken vi eller elefanterne var sluppet levende fra at ryge ned i. Men vi kom alle helskindet rundt. Ikke så lidt klogere på de langnæsede væsener og deres dagligdag i både naturen og turistindustrien.


Artiklen er leveret af rejsemagasinet Vagabond