Foråret er kommet – Får du også lyst til is? Her er vores 5 bud på Danmarks bedste ishuse!

1. Det Blå Ishus (NU: Det Grå Ishus), Tversted


Det Blå Ishus i Tversted har flere gange vundet prisen som ”Danmarks Bedste Ishus”. Jette Bundesen, der er kendt som isdronnningen af Tversted, har de senere år drevet både Det Blå Ishus og Det Grå Ishus, der ligger side om side lige ned til stranden i Tversted. I efteråret 2018 lukkede hun dog skodderne på Det Blå Ishus for sidste gang, så nu er det altså Det Grå Ishus, man skal tage til, hvis man fortsat vil sætte tænderne i Jettes hjemmelavede guf (med den hemmelige opskrift!) og den lækre Premier Is.

Det Blå Ishus har nu fået to nye forpagtere, der d. 29. marts 2019 har åbnet op for den nye sæson. John Ejstrup Larsen, der driver SPAR i Tversted og Steff Sørensen, der har Hirtshals Fiskehus i Hirtshals, skal nu se, om de kan gøre Jette kunsten efter. Ishusene åbner normalt op omkring påske og lukker ned for vinteren efter efterårsferien. Du kan godt forvente at skulle stå i kø i laaaaang tid på en solskinsdag, da Det Blå Ishus (NU: Det Grå Ishus) formentlig er Tversted største attraktion. Det ligger et stenkast fra vandet, og har den dér hjemmelavede guf, som man bare bliver nødt til at komme tilbage efter igen og igen!



2. Guf & Kugler, Nibe

Guf & Kugler på havnen i Nibe er allerede blevet en legendarisk isbod, selvom den kun har få år på bagen. Det er et familiedrevet ishus, der siden 2014 har forkælet Nordjyderne med lækre is, og nu har de tilmed også åbnet en isbod i Aalborg.

I 2018 vandt de titlen som ”Danmarks Bedste Ishus”, og for at gøre sig fortjent til dette er de kreative og nytænkende med sjove påfund til toppings. De har fx en lakridsguf, der er himmelsk og værd at køre langt efter! Deres grundlæggende filosofi er, at ekspedienterne er ”isforkælere”, og kunderne er ”isnydere”, og med et altid smilende og passioneret personale, der gerne giver smagsprøver og vejleder ”isnyderne” til de helt rigtige sammensætninger, er vi absolut solgte til denne lækker lille ishimmel!

3. Ismageriet, Amager


I 2005 slog Ismageriet på Amager dørene op. Det ligger ikke lige på turistsporet, men det er bestemt en ekstra køretur værd. Der produceres is løbende igennem hele dagen, så den er altid frisklavet, og der er altid nye spændende varianter, der varierer efter årstiden.

Mælkeisen fremstilles af dansk, økologisk mælk og fløde fra Øllingegaard Mejeri, og i skrivende stund er ugens is: Lakrids-Mandler. Mmm, siger vi bare… Prøv også spændende varianter som bl.a. Espresso-honning, Hvid chokolade-lakrids-citron, mynte-chokolade, nutella-kiks, peanut-karamel-chokolade. Hvis du synes, der er lidt for langt til Amager, så har Ismageriet siden 2016 også haft en butik og café i Søborg.

4. Paradis Is, Hele Danmark


Vi er bare vilde med Paradis Is! For selvom nogle ikke ville kalde Paradis Is for et ishus, så har de alligevel fortjent en plads på listen, da Paradis Is bare er noget helt særligt! Ifølge Paradis Is selv, så består kæden af en samling is-passionerede mennesker, der selvstændigt har hver deres lokale Paradis butik. Hele is-eventyret begyndte, da den første Paradis Is åbnede på Nørregade i Århus i år 2000.

Idéen til Paradis Is kom fra de italienske gelateriaer i Rom, hvor kvalitet, atmosfære og is-glæde går hånd i hånd. Kæden består i dag af ca. 50 butikker i Danmark, og siden 2009 har Paradis Is også været at finde i USA. Selvom kæden nu består af så mange butikker, så ved du altid, hvad du får, når du går ind i en Paradis Is-butik. Ideologien har altid været, at isen skal være så frisk som muligt, så derfor produceres den dagligt. Der er stort fokus på både konsistens og smag, der hele tiden overrasker med spændende variationer, så det er svært at vælge!

5. Vaffelhjørnet, Hundested


Befinder du dig i Nordsjælland, og skinner solen? Så tag til Vaffelhjørnet i Hundested. Vaffelhjørnet er et hyggeligt lille familiejet sted, der har eksisteret siden 1981, og som byder på lidt af hvert. Her kan du sætte tænderne i bl.a. gammeldags isvafler, softice, milkshake, nybagte pandekager, belgiske vafler, æblekage og æbletærte, kaffe, te og varm kakao m.m. Isvarianterne er rimelig traditionelle, men til gengæld er både den økologiske is, guffen samt de lækre, sprøde vafler og pandekager hjemmelavet efter egen opskrift. Vaflerne bliver bagt ovre i hjørnet inde i butikken, så det er umuligt at gå forbi uden at blive fristet af den lækre duft. Udenfor er stole og borde, hvor man kan nyde sine lækkerier i det dejlige forårsvejr.