Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Historiske og romantiske Istrien i Kroatien

Det tidligere Jugoslavien har efterhånden rystet borgerkrigens tunge tæppe af sig og modtager igen turister med åbne arme. Tag med til den kroatiske region, Istrien, som emmer af historie helt tilbage til romersk tid.

Der er adskillige gode grunde til at drage en tur til Kroatien. I sommerhalvåret byder landet på flest solskinstimer i Europa, der er 6.000 km kyststrækning med gode strande og charmerende byer, der er guf for enhver historieinteresseret.

Faktisk er der ingen andre steder i verden, hvor man finder så mange middelalderbyer på et så lille areal, som man gør i Istrien.

Indflydelsen fra Italien er tydelig i hele regionen, hvilket ikke er så mærkeligt, da området i mange år var under italiensk herredømme. Indflydelsen kan blandt andet ses i arkitekturen, maden og vinen.

 

Her kæmpede gladiatorerne i Pula


Den største by er Pula, som har cirka 75.000 indbyggere – og adskillige interessante historiske bygninger, så den er et godt sted at begynde.

Den mest kendte – og markante – er amfiteateret, som er det sjettestørste i verden – og nok det bedst bevarede. Det blev bygget i det første århundrede af sten, der stammer fra området. Stenbruddene lå så langt væk som fem kilometer, hvorfra stenene manuelt blev bragt til byggeriet under enorme kraftanstrengelser.

Oprindeligt blev der ikke brugt cement til byggeriet, men i stedet jern og bly som forstærkning, men for at sikre byggeriet mod tidens tand, er det siden blevet forstærket med cement.

Hele konstruktionen er 132 meter lang og 105 meter bred og havde i sin storhedstid plads til 23.000 tilskuere, som primært kom for at opleve gladiatorkampe.

Over de stensæder, som stadig kan ses i dag, var bygget yderligere trækonstruktioner med siddepladser hele vejen rundt om manegen. De fire tårne, som stadig står i dag, blev brugt til at nå op på de øverste sæderækker. Desuden var der indrettet en form for sprinklersystem, som sendte vand ud over folk, så de kunne blive kølet ned på de hede sommerdage, hvor kampene fandt sted fra morgen til aften. Også æteriske olier fra salvie og lavendel blev sprøjtet ud over publikum.

Dengang havde Pula blot 5.000 indbyggere, men folk strømmede til fra hele området for at opleve gladiatorerne i kamp. Havde man begået mord eller andre alvorlige forbrydelser, blev man smidt ubevæbnet for vilddyrene. Dengang blev der brugt så mange løver til gladiatorkampe, at de blev udryddet i Nordafrika. Der er dog ingen beviser for, at man har kæmpet med løver i amfiteateret i Pula.

 

 

Pula: Tilbageblik i Kroatiens historie


Med sine cirka 3.000 år på bagen er Pula en af de ældste byer i Kroatien, og der er mange andre spændende bygninger og historiske efterladenskaber at opleve på en tur rundt i byen.

Pula har desuden et særdeles interessant arkæologisk museum, der regnes for regionens bedste, som blandt andet har en hel etage, der alene er dedikeret antikken. Et godt sted at finde skygge på en varm sommerdag og ikke mindst at grave sig dybere ned i den historie, Pula har bag sig.

Men man kan også blot vælge at vandre rundt i gaderne og indtage seværdighederne, som de kommer.

Fortsæt fra amfiteateret ad Scalierova Ulica for at komme til Sergiernes Bue, som blev opført i det 1. århundrede af Salvia Postuma Sergias til ære for tre af hans brødre, der havde høje stillinger i det romerske imperium. Frister det arkæologiske museum, findes det her i nr. 3 på Carrarina. Læg desuden mærke til bronzestatuen af forfatteren James Joyce, der blandt andet blev udødeliggjort af sit værk, Ulysses. Han boede i Pula i seks måneder i 1904, og baren Uliks er netop opkaldt efter hans hovedværk.

Fortsæt gennem byens små, hyggelige gader til torvet, som i tidligere tider var det romerske forum. Da Vagabond lagde vejen forbi, var torvet ved at blive gravet ud for at få den originale belægning frem. På det tidspunkt vidste man ikke, hvor længe udgravningerne vil tage, men fremtidige besøgende i Pula kan se frem til yderligere en historisk oplevelse, når arbejdet er overstået.

 

Istrien

 

Rovinj: Den mest romantiske by i Kroatien


Fra Pula fortsætter vi ca. 50 km op ad Adriaterhavskysten til Rovinj, der kaldes Istriens mest romantiske by.

Det skyldes bl.a. arkitekturen med kalkede huse i alle regnbuens farver, de smalle gader med blankslidte brosten og buer henover på kryds og tværs med vasketøjssnorene, de hyggelige barer og gode restauranter. Husk at kigge op, når turen går rundt i byen. For oppe i højderne findes en helt ny verden af kreative altankasser, folk i vinduerne og måske en kat på eventyr. Luften er tyk af lugten af saltvand, som blander sig med duftene fra de mange små restauranter og cafeer.

Drager man til Rovinj med romantikken for øje, bør man ikke snyde sig selv for et besøg på Valentino, der ligger på Santa Crocce. En særdeles hyggelig café, der ligger helt ud til vandet. Her bliver man udstyret med sin egen pude, et stearinlys og evt. et tæppe, hvorefter man kan finde sig sin helt egen lille plet på klipperne med udsigt over vandet.

Desuden er der de utallige små strande, hvor man nemt kan finde lidt privatliv og tid til tosomhed, hvis man er til den slags. Strandene ligger primært på de 22 øer rundt omkring byen, som man kommer rundt til med taxabåd. Gå bare ned til havnen og spørg efter kaptajnens personlige favorit-ø. Ellers kan Sturago anbefales – en god og hyggelig lille ø eller Santa Catarina, som kom med på top ti listen, da et britisk rejsemagasin kårede verdens fredeligste steder. Her ligger et firestjernet hotel, hvor alt er drevet af el for at sikre roen og freden.

Istrien

 

Kirken i Rovinj

Rovinj var en af Kroatiens første turistbyer, efter sigende kom de første turister dertil i 1797. Siden stod østrigerne for meget af udviklingen, og byen blev for alvor populær blandt turisterne, da den meget søgte Maria Theresia Spa åbnede i 1888.

Den største seværdighed i Rovinj er den store kirke, Santa Eufemia, der troner dominerende over byen. Kirken blev grundlagt i oldkristen tid, men den nuværende bygning, som er i barokstil, blev bygget i 1736, mens det tilstødende tårn blev bygget allerede i årene efter 1655. Det er i øvrigt designet som San Marco i Venedig. Yderligere en etape blev føjet til midt i 1800-tallet, da det smukke alter inde i kirken blev bygget.

På dage med godt vejr kan det anbefales at tage op i klokketårnet med en kikkert, for så kan man se helt til Venedig. Men det skal være i tør luft efter et regnvejr, ellers bliver udsynet for diset til, at det kan lade sig gøre.

Sit navn har kirken fået efter helgenen Santa Eufemia, der både troner som figur på toppen af kirketårnet, og hvis jordiske rester ligger i en sarkofag inde i kirken. En gang om året – den 16. september, åbnes et lille vindue i sarkofagen, så man kan se Santa Eufemias mumie, der efter sigende er meget fin og velbevaret.

Statuen på toppen kan man til gengæld altid se, og for de lokale varsler den vejret, som kan aflæses i, hvilken vej statuen vender sig.

Porec: Et paradis for nudister – og andre

Fra Rovinj fortsætter vi videre op ad kysten til Porec, som er Istriens væsentligste turistby. Området har 42 hoteller, syv almindelige campingpladser og – som et kuriosum – syv campingpladser til nudister. Porec er nemlig centrum for nudister i Europa og har bl.a. en af de største naturistcampingpladser med plads til 10.000 gæster og med fem km kystlinje. Faktisk er hver fjerde turist i Porec nudist.

Men man er skam også velkommen til at beholde tøjet på og slentre en tur rundt i den hyggelige by, som er blevet valgt til ”tourist flower of the Adriatic” i syv ud af de ni forgangne år – og de to år, hvor byen ikke vandt, var det, fordi den ikke stillede op for at give andre byer en chance.

 

Istrien

 

Rejsen til Istrien

Der går ikke rutefly direkte til Istrien fra Danmark. Derfor er det nemmest at flyve til Venedig og derfra sejle til Porec eller fortsætte med bus. Man kan også vælge at flyve til Trieste og fortsætte med bus eller lejet bil derfra.

Rejs rundt på Istrien

Der er gode busforbindelser mellem byerne i Kroatien, så spørg på det lokale turistbureau. Alternativt kan man også leje en bil – men shop lidt rundt, for der er store forskelle på priserne afhængig af selskab og sæson.

Godt at bo i Kroatien

Hvis man vil have en lidt mere autentisk oplevelse, kan det anbefales at indkvartere sig privat. Alle private udlejere skal være meldt til hos de lokale turistmyndigheder, som vil kunne hjælpe med at vejlede om, hvor der er ledige senge at finde, hvilket niveau de enkelte steder har osv.

Gode tips når du besøger Kroatien

Hvis den står på badeferie, er det en god idé at tage badesko med, da mange strande er med klipper frem for sand.

Istrien er kendt for sine trøfler, der er i verdensklasse. Faktisk er de så gode, at blandt andre italienerne valfarter dertil for at hamstre det kulinariske guld.

Rejsetilbud

Hotel Faaborg Fjord
Rejse til Grønland
Spaophold på Kurhotel Skodsborg

I samme kategori

Strande
Escape Away
det største badeland i Europa udvider
Barcelona Camp Nou

Mest læste

troldejagt i Danmark
Travelmore
Undervurderede byer i Europa
Verdens største lande

Forsiden netop nu

Strande
Gdansk, Polen
Undervurderede byer i Europa
FAFC6541-EA1F-4623-95C2-2A9D71C9248D_1
Verdens 10 mindste lande
Tallin. Billund lufthavn
Smuk landskab på rejse til Vietnam
grønlandske oplevelser

Mest læste

Rejsenyheder & PR

Krydstogter
Vinteraktivitet
Danske hoteller - Tønderhus
Madeiras levadaer
Sri Lanka
Hannover Christmas

Danmark

grønlandske oplevelser
Legoland. Gurli Gris Playground.
Surfguide. Bornholm
Skagen hotel

Skiferie

Livigno Skiområde
Zillertal
Zillertal
Familieferie - Zillertal

Camping

nyt campingunivers
camping
Aktiv ferie
TimeOut fra hverdagen

Rejsetilbud

Maldiverne
Eurpæiske Festivaller. Budapest, Sziget.
græske øer
verdens syv vidundere
Dykkerspots. Belize
Livigno Skiområde
Mauritius (udvalgt billede)

Vind en overnatning for 2 personer

Tilmeld dig Travelmore’s nyhedsbrev, og deltag i konkurrencen om 1 overnatning for 2 personer inkl. lækker morgenbuffet. (værdi op til 1.500 kr.)