Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Cuenca – Hvor skyskraberne bygges oppefra


Omtrent midtvejs mellem Madrid og Valencia ligger Cuenca. Den gamle bydel strækker sig mod himlen på den stejle bjergknold. De to omkransende floder Jucar og Huécar har skåret fri gennem millioner af års slitage. Over kløften spænder en smal bro, som fører fra Cuenca over til det gamle San Pablo-kloster.  

Fascinerende arkitektur i Cuenca


I Cuenca er hovedattraktionen de berømte ”hængende huse”, de såkaldte ”Casas Colgadas”. De lokale kalder husene for ”skyskrabere” (”rascacielos”). Modsat andre ”skyskrabere” er de ikke bygget nedefra og opad, men fra toppen og ned ad væggene.

Arkitekturen i byen er ret fascinerende med århundredegamle bygninger, der engang rummede både kristne, jøder og muslimer. Bjergvæggene bag kløfterne har forunderlige former, som havde gigantiske, modernistiske billedhuggere bearbejdet dem. 

Med Himlen som loft


Med tog kan man besøge Cuenca fra Madrid eller Valencia. Det tog 3½ time fra Valencia. Cuencas magiske gamle bydel er optaget på UNESCOs liste for bevaringsværdig verdensarv.

Vi indlogerede os i et af husene, hvorfra der er omkring 150 meter lodret ned i kløfterne – i Posada de San José. Posadaen med den engelskfødte kromutter Jennifer er fra det 17. århundrede og enormt hyggelig med 22 charmerende værelser og en meget besøgt restaurant. 

Det er en fryd blot at dalre rundt i de smalle gader og nyde udsigten fra de mange kighuller hele vejen rundt eller slappe af på en café eller tapas-bar.

Læs her om de bedste strande i Europa:

Museer i Cuenca


I to af de hængende huse er der kunstmuseer med verdenskunst, bl.a. Museo de Arte Abstracto Español med noget af den fineste abstrakte kunst i Spanien, fortrinsvis fra 1950-1970. Men selve huset er i sig selv en prægtig oplevelse at vandre rundt i. Moderne kunst af høj klasse finder man også i Espacio Torner, der er indrettet i San Pablo-kirken. 

Andre museer af interesse kunne være Videnskabsmuseet på den charmerende Plaza de Merced i et gammelt kloster og en moderne tilbygning. Man kan blive klogere på astronomi, bl.a. i planetariet, tage en tur i tidsmaskinen og lære om klodens historie og fremtiden.

Man føler sig også godt underholdt om fremtiden i Mide, som er et museum og research-center for kunst og nye teknologier, hvor man har benyttet elektrografiske og digitale hjælpemidler til fremstilling af bl.a. grafisk kunst. 

Museo de Cuenca er både et by- og distriktsmuseum inddelt i en præhistorisk afdeling, en med klassisk arkæologi og en fra den sene romanske periode. Og i den store bygning på kanten af kløften finder man Provinsarkivet, hvor der en gang var fængsel og inkvisitionens dommere havde til huse. 

Museo Diocesano i Det Episkopale Palads har et væld af fine sølvskatte, især fra det 15. og 18. århundrede. En imponerende samling flamske vægtæpper og – museets helt store perler – to malerier af Goya med religiøse motiver.

Et helt besynderligt sted at besøge er Convento de las Esclavas, Slavernes Kloster. Her kan man frit gå indenfor i den 300 år gamle bygning, hvor der døgnet rundt er hvidklædte nonner, ”Søstrene af Slaver for Den Ubesmittede Marias Salige Sakramente”, som på skift synes i gang med en uendelig bøn for slavindernes sjæle.

Cuenca

Madkultur i Cuenca


Går man efter lokale specialiteter, kan man finde dem de fleste steder. Generelt er det tunge retter, der fremstilles efter traditionelle opskrifter. Det hele kan anbefales, hvilket også gælder lokale vine som La Mancha, Ribera del Jucár og Uclés. 

Manchego-osten er nok den mest kendte specialitet fra denne del af Spanien, sammen med de lyserøde hvidløg og safran, som araberne indførte for mere end 100 år siden.

Af lokale retter, der kan anbefales at prøve, er ajo arriero (blendede kartofler og udvandet saltet torsk med hvidløg, brødkrummer og olivenolie) serveret med hårdkogte æg; patatas con hongos, som er en svamperet med kartofler; morteruelo er en paté af lever, bacon, svinekød, hare, agerhøne, pølse og krydderier.

Og året rundt slutter man af med søde desserter, hvor mandler og honning er med i stort set alle opskrifter. f.eks. alaju, der ofte skylles ned med en stærk kop kaffe, f.eks. en cortado, måske fulgt af den lokale risoli-likør. 

Fakta


Togturen fra Valencia til Cuenca tog 3½ time og ca. 2 timer mere helt til Madrid 160 km længere borte. Fra 2011 kom de lynende hurtige AVE-tog også her på linjen mellem Madrid og Valencia.

Et godt telefonnummer at have ved hånden ved ankomsten med tog til Cuenca er til en taxi (9692.333.43). Der sjældent holder nogen ved stationen, selvom byen i alt har omkring 50.000 indbyggere. Langt de fleste bor uden for den gamle bydel på bjergtoppen, hvor der kun lever små 2000.

Posada de san José ligger i Calle Julian Romero 4 tæt ved katedralen og byens centrale Plaza Mayor. www.posadasanjose.com

Tekst og foto: John Njor og Elisa Nielsen

Rejsetilbud

hotel-thinggaard-promotions-sommerhojskoleophold
Rejse til Gardasøen
hotel-jutlandia-promotions-39736039

I samme kategori

Byhotel (udvalgt billede)
Australien
Berlin (udvalgt billede)
backpackerdestinationer

Mest læste

troldejagt i Danmark
Kirsebærtræer
De største lufthavne i verden
Verdens største vulkaner

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail

Vind en overnatning for 2 personer

Tilmeld dig Travelmore’s nyhedsbrev, og deltag i konkurrencen om 1 overnatning for 2 personer inkl. lækker morgenbuffet. (værdi op til 1.500 kr.)