Frankrigs femtestørste by Nice er en perle på den franske Riviera i det sydøstlige hjørne af landet. Byen ligger i et smukt landskab i bunden af Englebugten (Baie des Anges) mellem Middelhavet og de sydlige Alper, ca. 30 km. fra den italienske grænse.

Det er en trendy badeby, der byder på Middelhavets skønne badestrande, sol, masser af kunst og fashionabel livsstil.

Oplevelser og seværdigheder i Nice

En gåtur gennem byen, hvor du ser dig omkring, er noget, de fleste starter med på deres storbyferie. Og der er masser at se på i Nice. Gå en tur omkring havnen, hvor du kan beundre de store lystyachter og bevæg dig videre til den syv kilometer lange strandpromenade Promenade des Anglais, der er byens vartegn. Her summer af liv og stemning, og promenaden er en seværdighed i sig selv.

Du skal også se St. Nicholas Cathedral, der er én af de største og smukkeste ortodokse kirker udenfor Rusland samt Nice’s markedsplads Le Cours Saleya.

Byen er populær blandt jetsettere, og hvis du er til shopping, er du kommet til det helt rigtige sted. Avenue Jean Médecin er den store shoppinggade, og de eksklusive butikker finder du langs Avenue de Suéde, Rue Paradis og Avenue de Verdun.

Hvis du er kunstinteresseret, har Nice også masser at byde på og har mange kunstmuseer.

Vil du også ud og opleve området omkring Nice? Så lej en bil og tag på opdagelse. Besøg Colline du Chateau hvor du finder den bedste udsigt ud over Nice. Fra bjerget er der den mest fantastiske udsigt til den gamle bydel, promenaden og bugten.

Besøg også de nærliggende og meget attraktive destinationer Cannes og Monaco.


Lækker sydeuropæisk gastronomi

Nices korte afstand til Italien fornemmer man hurtigt, når man ser på menukortet på byens restauranter og caféer. Maden er en blanding af det franske og italienske køkken. Du finder mange fiske- og skaldyrsrestauranter, men også både pizza og pasta er der et rigt udvalg af. Mange retter indeholder tomat el. tomatsovs og er krydret med hvidløg og urter. En lokal specialitet, der er værd at sætte tænderne i, er Socca, som er en tyk pandekage lavet af kikærter. Eller prøv en Salade nicoise med tunfisk.

I de hyggelige snoede og smalle stræder i Vieux Nice (den gamle bydel) vrimler det med restauranter, små, fine butikker, turister, sælgere, gadekunstnere, barer og smukke pladser. Det er et godt område at tage til, når du skal ud at spise. Læg vejen forbi adressen 14 Rue Saint Francois de Paule, hvor du finder Nicolas Alziari, der laver de lækreste olivenolier i smukke og dekorative emballager. Skråt overfor ligger den overdådige chokoladebutik Maison Auer. Nice byder altså på masser af lækre og sunde retter samt skønne specialiteter, der vil udvide din gastronomiske horisont.

Nice har masser at byde på for både børnefamilier og par. Her finder du sydeuropæisk stemning, skønt klima og lækker strand kombineret med storbystemning og god mad.