Det er ved at være tid til at beslutte, hvor sommerferien skal gå hen i år. Måske I skulle tage en tur i vandland? Europa har mange fede vandlande, hvor der er garanteret sjov og underholdning for hele familien.

Måske kan I kombinere storbyferien eller charterrejsen med en tur i vandland. Læs med her og find inspiration til din næste ferie.


1. Vandland Siam Park, Tenerife, Spanien


Ét af de bedste og største vandland i Europa er uden tvivl det udendørs Siam Park på Tenerife i Spanien. Det thailandsk inspirerede vandland har bl.a. en rutschebane med frit fald, der fører igennem en hajtank, verdens længste kunstige flod og et flydende marked!

Til familiens yngste medlemmer er der indrettet en særlig vandlegeplads. Parken har åbent året rundt, og fra 1. maj til 31. oktober er åbningstiderne 10-18, og fra 1. november til 30 april er åbningstiderne 10-17. Prisen er 37 Euro for voksne og 25 Euro for børn. Så overvejer I, om jeres næste ferie skal gå til Tenerife, så er Siam Park helt sikkert noget, der taler for dette.


Adresse:

  • Av. Siam, s/n, 38660 Costa Adeje, Santa Cruz de Tenerife, Spanien

Åbningstider:

  • Sommersæson (1. maj – 31. okt.): 10.00 – 18.00
  • Vintersæson (1. nov. 30. apr.): 10.00 – 17.00

Læs mere om Siam Park på deres hjemmeside.

Vandland i Siam Park


2. Aqualandia ved Caribe Bay Jesolo, Italien


Italiens største vandland Aqualandia ligner en caribisk ø og ligger i ferieparadiset Lido di Jesolo, tæt ved Venedig. Det dækker 80.000 m2 og er opdelt i 8 tematiske sektioner. En uforglemmelig oplevelse for familiens vandhunde! Der er både restauranter, jacuzzi og et væld af vandrutschebaner. Du kan opleve én af de højeste vandrutschebaner i verden, Captain Spacemaker. Her bliver man, med en hastighed på op imod 100 kilometer i timen, slynget ned ad en 60 graders nedstigning i en gummibåd.

Er man knap så modig, eller består familien mest af yngre børn, så er der også noget for jer. Området Funnyland byder nemlig, ud over vandrutschebaner, også på shows og parader, tegneseriefigurer og klovne. Parken åbner op d. 25. maj, så hvad med at kombinere din tur til Aqualandia Caribe Bay med en campingferie i Lido di Jesolo og måske også en udflugt til Venedig? Mulighederne er mange.


Adresse:

  • Via Michelangelo Buonarroti, 15/A, 30016 Lido di Jesolo VE, Italien

Åbningstider:

  • Se de varierende åbningstider her.

Læs mere om Aqualandia på deres hjemmeside.

Aqualandia Caribe Bay


3. Tropical Islands i Krausnick, Tyskland


Tropical Islands er Europas største indendørs ferieparadis. Under en enorm kuppel gemmer sig et fantastisk landskab af strande, laguner og regnskove, der dækker et areal på hele 10.000 m2 og har mere end 50.000 planter.

Med en konstant temperatur på 26 grader er det som at være syd på, men træder du ud i ”den virkelige verden”, står du midt i Tyskland, cirka en times kørsel (60 km) fra Berlin. I ferieparadiset kan du boltre dig i det lækre tropiske hav, flyve i luftballon, spille minigolf, nyde en drink i tropebaren, bygge sandslotte langs stranden og udfordre dig selv i de vildeste vandrutschebaner.

Tropical Islands har åbent året rundt, og en familietur hertil er oplagt at kombinere med et par dage i Berlin, så man er sikker på, at ferien bliver en succes for både store og små. Prisen for en dagsbillet med adgang til hele området, inklusive sauna er 49 Euro for voksne og 39,5 Euro for børn over 6 år. Børn under 6 år er gratis. Der er dog flere forskellige rabatmuligheder, bl.a. med en familiebillet.


Adresse:

  • Tropical-Islands-Allee 1, 15910 Krausnick, Tyskland

Åbningstider:

  • Tropical Islands er åbent hver dag, men lukker for besøgende mellem 24.00 – 06.00. Overnattende gæster har adgang til Tropical World på alle tidspunkter af døgnet. Læs mere om deres specificerede åbningstider på deres hjemmeside.

Læs mere om Tropical Islands på deres hjemmeside.

Vandland - Tropical island


4. Faliraki WaterPark, Rhodos, Grækenland


Fra 6. maj 2019 til oktober slår det storslåede vandland Faliraki WaterPark på østkysten af Rhodos dørene op. Går årets ferie til Rhodos, må du ikke snyde dig selv for en tur til Faliraki, hvor der er sjov for hele familien. Bølgebassinet, de mange adventurepools og spændende vandrutschebaner er bare nogle af seværdighederne.

For de små er der en eventyrlig piratpool og for de ældre, kan man hvert 10 minut blive kølet ned ved tårnet, hvor der er monteret en kæmpe spand, der hælder ca. 1000 liter vand ned på de badende gæster.


Adresse:

  • Athanaton, Rhodos 851 05, Grækenland

Åbningstider:

  • Højsæson (juni, juli, august): 09.30 – 19.00
  • Lavsæson (maj, sept. okt.): 09.30 – 18.00

Læs mere om Faliraki WaterPark på deres hjemmeside.

Faliraki WaterPark, Vandland


5. Slide & Splash Waterslide Park, Estômbar, Portugal


Portugals populære Algarvekyst ligger Slide & Splash Waterslide Park. Det er oplagt at tage familien med på en 1-dagstur til dette skønne vandland i løbet af jeres solferie på Algarvekysten.

Her finder I selvfølgelig enorme vandrutschebaner, herunder en meget stejl kamikaze og tornadorutschebane, en adventurepool og flere underholdende shows.

Parken åbner op d. 1. april og sæsonen slutter d. 31. oktober. Der er åbent hver dag fra kl. 10.00 til mellem 17 og 18.30. Prisen er 24,3 Euro for voksne (over 12 år) og 18 Euro for børn mellem 5 og 10 år. Børn under 4 år er gratis.


Adresse:

  • Vale de Deus 125, 8401-901 Estômbar, Portugal

Åbningstider:

  • Se de varierende åbningstider her.

Læs mere om Slide & Splash Waterslide Park på deres hjemmeside.

Slide & Splash Waterslide Park, Vandland