Tendensen viser, at pandemien har påvirket vores syn på bæredygtige rejser og bæredygtige overnatningssteder i positiv retning.

40% af de danske rejsende siger, at deres synspunkt har ændret sig i forhold til at træffe mere bæredygtige valg i deres hverdag. Og 48% siger, at de bliver irriterede, hvis et overnatningssted forhindrer dem i at være bæredygtige (for eksempel ved ikke at tilbyde faciliteter til genbrug). 40% mener simpelthen ikke, at der er nok bæredygtige rejsemuligheder.

Booking.com har netop lanceret deres første mærkat for bæredygtige overnatningssteder. Målet med mærkaten er at give de rejsende en letforståelig måde at finde et bredere udvalg af bæredygtige overnatningssteder. Som rejsende kan du holde øje med det grønne blad på siderne for de bæredygtige overnatningssteder eller læse om bæredygtighed hos Booking.com,

Booking.com har samlet nogle forskelligartede overnatningssteder i verden, der alle gør en mærkbar forskel indenfor bæredygtighed. Fra lejligheder, bed & breakfast-steder og feriehuse til hoteller, resorts og endda igloer.

Her er overnatningsstederne, som kan inspirere til mere bæredygtige rejser.

 

Magi under stjernerne: Magical Pond, Finland

At tilbringe en nat under stjernerne – og nordlyset hvis du er heldig – er en uforglemmelig oplevelse, der får dig til at tænke over, hvor vidunderlig en verden, vi lever i. Hos Magical Pond i Ruka, Finland, kan du tilbringe en aften i en iglo, og det bedste er, at du ikke kun kommer tæt på naturen. Du hjælper også med at bevare den. Iglo-resortet kører på 100% vedvarende energi. Der er intet engangsplast at finde, heller ikke på badeværelset. Du skal bruge en bil, hvis du vil udforske området. Men du kan heldigvis vælge en elbil, da Magical Pond har en ladestation.  

 

Gammelt og nyt i smuk forening: Monasterio, Peru

Monasterio i Cusco, Peru, er et helt unikt hotel. Det tidligere kloster og beskyttede nationalmonument stammer helt tilbage fra 1592. Nu til dags er det et overdådigt overnatningssted med en årelang historie og en målsætning om at skabe positiv forandring. Selvom det ligger i hjertet af byen, gør den idylliske gårdhave at man ikke savner grønne områder. Derudover investerer hotellet en procentdel af deres indtjening i lokale bæredygtighedsprojekter. Det er et stort plus for de 60% af danske rejsende, der gerne vil have, at de penge, de bruger under rejsen, går til lokalsamfundet på rejsemålet.

 

bæredygtige overnatningssteder

Malcolm Hotel by CLIQUE, Canada

 

Luksuriøs og miljøvenlig overnatning: Malcolm Hotel by CLIQUE, Canada

Med sin udsigt til Canadian Rockies og den fredfyldte beliggenhed lige ved siden af et vandløb er Malcolm Hotel by CLIQUE i Canmore, Canada, et godt bud på et luksuriøst ophold. Her er muligheder til ethvert aktivitetsniveau. Tag fx en afslappende dukkert i deres udendørs pool med panoramaudsigt, eller træn i deres veludstyrede fitnesscenter efterfulgt af en lindrende tur i boblebadet. Miljøbevidste rejsende vil sætte pris på, at størstedelen af maden, der serveres på stedets restaurant, er dyrket lokalt. Hotellet kompenserer også for en del af deres CO2-udledning.

 

Luksuriøst, men bæredygtigt: Jumeirah Dar Al Masyaf, Dubai

Det overdådige resort Jumeirah Dar Al Masyaf i Dubai har noget for enhver rejsende: Private strande, gratis adgang til vandland, golfbaner inden for kort afstand, underholdning for de mindste, teater på stedet og mere end 40 restauranter, barer og lounger. På resortet har de gjort en særlig indsats for at blive mere bæredygtige, bl.a. ved at reducere madspild og investere en del af deres indtjening i lokalsamfundet og bæredygtighedsprojekter.

 

 

En hyldest til det lokale: Kyomachiya Suite Rikyu, Japan

Kyomachiya Suite Rikyu er designet med det formål at bevare og hylde de lokale omgivelser. Det er et renoveret byhus, der lever op til den stilede japanske storby Kyoto. Huset ligger i Higashiyama og er smukt indrettet i japansk machiya-stil. Her får gæsterne et fantastisk indblik i områdets kultur – og ikke kun takket være indretningen. Hele 71% af de danske rejsende mener at en større kulturel forståelse og bevarelse af kulturarven er afgørende. Og hos Kyomachiya får gæsterne oplysninger om lokale økosystemer, kulturarv samt god skik for besøgende.

 

bæredygtige overnatningssteder

Quinta Alma – Ecological Retreat Farm, Portugal

 

Tilbage til naturen: Quinta Alma – Ecological Retreat Farm, Portugal

Quinta Alma – Ecological Retreat Farm er en skjult perle i nærheden af Monchiques-bjergene, tæt på Aljezur ved Algarvekysten i Portugal. Deres luksustelte giver gæsterne mulighed for at blive i ét med naturen. Stedet overgår de sædvanlige forventninger til et miljøvenligt ophold. 69% af de danske rejsende vil gerne have autentiske oplevelser, der afspejler den lokale kultur. På Quinta Alma giver man lokale kunstnere mulighed for at vise deres talenter. Derudover tilbyder de en række udflugter og aktiviteter organiseret af guider og virksomheder i området.

 

Miljøvenlig afslapning: Riad Ibn Battouta & Spa, Marokko

Det bæredygtige Riad Ibn Battouta & Spa har en traditionel hamam og massagerum til gæsterne. Den storslåede marokkanske riad har også en tagterrasse med udsigt over den gamle by Fez. De 70% af danske rejsende, der gerne vil reducere deres vandforbrug, kan også slappe helt af, vel vidende at dette overnatningssted har indført adskillige tiltag for at spare på vandet. De bruger blandt andet vandbesparende toiletter og brusere. Og så tilbyder de deres gæster at fravælge daglig rengøring af værelset.

 

Feriegård i skønne omgivelser: Banana Farm Eco Hostel, Tanzania

Book et ophold hos Banana Farm Eco Hostel i byen Arusha i det nordlige Tanzania. Det er et paradis for naturelskere i det kæmpestore bjerglandskab mellem Mount Meru og Kilimanjaro. Med værelser i klare farver og en lounge under åben himmel midt i en bananplantage er dette et godt udgangspunkt for at udforske omgivelserne til fods eller på cykel. Vandrehjemmet bruger 100% vedvarende energi, hvoraf 80% bliver genereret på selve gården.