Atlasbjergene er fællesbetegnelsen for den række af Nordafrikanske bjergkæder. Det strækker sig mere end 2.000 kilometer fra Atlanterhavet i det sydvestlige Marokko, via Algeriet og til det nordlige Tunesien ved Middelhavet.

For de gamle romere var Atlasbjergene lig med ”verdens tag”, for araberne har de altid været porten til Saharaørkenen. For de franske kolonister var de den naturlige barriere, der gjorde, at de aldrig fik helt kontrol over Marokko. 

Atlasbjergenes og Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal (4.167 moh) ligger i kæden Høje Atlas sydøst for Marrakech og er blevet et yndet mål for det trekkende folk.

Området omkring Jebel Toubkal lokker med vandremuligheder både for de ”toptrænede”, der skal hele vejen op til toppen, og for os andre ganske almindelige vandrere i ”nogenlunde god form” og med et væsentligt lavere ambitionsniveau. 

De fleste organiserede ture varer mellem fire og syv dage med overnatning i små lodges eller i telte. Er du lidt mere mageligt anlagt, kan du, som vi gjorde det, nøjes med at snuse til det hele med to dages vandring og to nætters indkvartering i ganske høj komfort. 

Læs her om Danmarks bedste campingpladser:

Imlil nær Atlasbjergene

Udgangspunktet for de fleste vandreture i Høje Atlas er byen Imlil, omkring 60 kilometer syd for Marrakech. Køreturen går via byen Asni gennem spændende og varierede landskaber med floddale, dyrkede terrassemarker og valnødde-, citrus- og olivenlunde.

Imlil lever og ånder for de mange aktive turister, og ”hovedgaden” er da også én lang række af trekking-bureauer og udstyrsforretninger. Det er hér, du hyrer en guide og lejer et muldyr til transport af bagage og eventuelt telt og forplejning til strabadserne.

Op til Tizi Mzik

Fokus er rettet mod jorden og dit næste skridt, men hver gang du stopper og kigger dig rundt, er der spektakulære udsigter mod dalen du kom fra og mod toppene i øst. Den eneste lyd, der forstyrrer idyllen, er dit eget åndedræt, mere eller mindre påvirket af strabadserne. Måske et af muldyrene, der skraber en hov mod klipperne. 

Frokosten blev tilberedt under åben himmel af egen medbragt kok. Der blev dækket op med dug, porcelænsservice og rigtige glas, knive og gafler. Menuen stod på en stor salat med friske grøntsager, kogte æg og lokal ost. Herefter stegte lammefrikadeller og nybagt brød med fransk smøreost.

Mudder og strå

På afstand er det som oftest ikke bare sådan at skelne bygninger fra landskab. Landsbyernes huse er næsten uden undtagelse bygget af mudder holdt sammen med strå. Den lerbrune farve er næsten sammenfaldende med de golde bjergskråninger, de er klinet op ad.

Ikke megen luksus, som vi forstår ordet, men parabolantenner er der da råd til de fleste steder. De flade tage bruges til at tørre afgrøder – og stråene bruges som optænding eller til nye huse. 

Læs her om 5 eventyrlige steder i Caribien

Et hårdt liv i Atlasbjergene

Berberne er Marokkos oprindelige indbyggere. De blev fortrængt til bjergene og ørkenen af arabisk indvandring i 1100-tallet og senere af franskmændene, da de legede kolonimagt i Marokko fra 1912 til 1956. I bjergområderne er det lykkedes berberne at bevare deres sprog og kultur.

Et venligt og hjælpsomt, men også et hårdført folkefærd. Træer er der få af, og de står spredt for alle vinde. Brænde skal findes og samles langt hjemmefra. Al vask foregår, som det sikkert altid har gjort det, ved landsbyens brønd. 

Dyrelivet er begrænset. Vi så en fugl i ny og næ, men til gengæld støder du konstant på små og store flokke får og geder. Beplantningen undervejs er yderst sparsom. Du er omringet af vild natur og et goldt landskab, kun afbrudt af de små grønne dyrkede terrassemarker, du møder ved de få bebyggelser på din vej.

Tekst og foto: Bente Colberg og Søren Milholt